Gratis nødpejlesender

Arktisk Kommando vil gerne have flere medlemmer til Grønlandsvogterne. Lokkemaden er en gratis nødpejlesender.

Grønlandsvogterne blev lanceret sidste år i midten af april. Foreløbig har 508 meldt sig under anerne. Det oprindelige mål var 200.

Alt for mange bådejere sejler rundt uden det nødvendige nødudstyr. Det mener Grønlands Politi, der i forrige uge advarede sejlerne i Østgrønland mod drivis og storis i området, efter at flere småbåde var blevet fanget i isen i områderne ved Tasiilaq og Kulusuk.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Det gik blandt andet ud over en mand, som sammen med en mindreårig blev fanget i drivisen i deres jolle uden redningsudstyr eller nødpejlesender. Situationen endte til al held med, at de to personer kom fri af drivisen næste morgen og kunne sejle kolde men uskadte tilbage til land.

Det får Grønlands Politi til at understrege, at det er vigtigt at have sikkerhedsudstyret i orden. Udover altid at have redningsvest, overlevelsesdragter, nødraketter, varmt tøj og ekstra brændstof er det også vigtigt at medbringe VHF-radio og nødpejlesender.

– Hvis man ikke har det fornødne udstyr, risikerer man at blive gjort økonomisk ansvarlig for en redningsaktion, advarer Grønlands Politi, der samtidig opfordrer bådejerne til at melde sig under fanerne hos Grønlandsvogterne.

– Hvis man ikke har en nødpejlesender eller ikke har råd til den, kan man få den helt gratis ved at melde sig ind i Grønlandsvogterne, fortæller oversergent Christian Kronberg, Arktisk Kommando.

Læs hele historien i ugens udgave af avisen Sermitsiaq, som du kan købe her:

Powered by Labrador CMS