valg

Gratis aviser skal styrke valgdebatten

De to landsdækkende aviser, AG og Sermitsiaq, der begge udgives af Mediehuset Sermitsiaq.AG, udkommer som gratisaviser lige op til valget

Mediehuset Sermitsiaq.AG, der blandt andet udgiver de to uafhængige aviser Sermitsiaq og AG, har besluttet at forære aviserne til læserne i forbindelse med den aktuelle valgkamp.

AG og Sermitsiaq koster normalt 30 kroner hos den lokale forhandler, men i forbindelse med valgkampen udkommer begge aviser som gratisavis i en aktuel udgave.

Læs: Grønland har lavest valgdeltagelse i rigsfællesskabet

Direktør for mediehuset Poul Krarup forklarer initiativet:

- Vi har, som landets førende mediehus, et medansvar for at inddrage flest mulige i den demokratiske proces. I forvejen har Grønland en lav stemmeprocent i forhold til de øvrige nordiske lande. Det håber vi at kunne hjælpe med.

- Aviserne har i det hele taget gjort meget for at de enkelte kandidaters synspunkter kommer ud i det store land. Aviserne har således videreformidlet kandidaternes synspunkter som læserbreve. Det har især betydning for nye, ukendte kandidater. Aviserne har således produceret særlig store aviser under valgkampen for at give kandidaterne en chance for at komme ud med deres synspunkter, oplyser Poul Krarup.

21. og 26. november
Aviserne trykkes i et stort oplag og distribueres gratis på papir gennem sit forhandlernet samt på trafikerede steder her i landet og udvalgte steder i Danmark. De kan dog ikke nå alle bygder inden valget. Her kan man til gengæld læse aviserne elektronisk.

Derudover kan de to avisudgivelser læses gratis online som e-aviser den 21. og den 26. november via www.Sermitsiaq.AG. Normalt koster de 25 kroner på nettet.

Sermitsiaq udkommer som gratisavis den 21. november, mens AG udkommer som gratisavis den 26. november.

Mediehuset Sermitsiaq.AG udgiver også det mest besøgte nyhedssite i Grønland på www.Sermitsiaq.AG og engelsksprogede The Arctic Journal på www.arcticjournal.com.

Powered by Labrador CMS