Grandprix-vært: Det kræver mere end en god sang at vinde

Sceneshowet og artisternes sindstilstand kan være afgørende for en sejr i melodigrandprixet, mener vært.

Det er tredje år i træk, at Johannes Nymark er vært for Dansk Melodi Grand Prix. I 2018 var han vært sammen med Annette Heick.

Den helt store konfettikanon er kørt i stilling i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor Dansk Melodi Grand Prix lørdag aften løber af stablen.

Ved roret står showets værter, som i år er tv-vært Kristian Gintberg og sanger Johannes Nymark, som selv har vundet melodigrandprixet i 2016 med gruppen Lighthouse X.

Det er tredje år i træk, at Johannes Nymark er vært for det danske grandprix, og ifølge ham kræver det mere end en god sang og et velfungerende sceneshow at vinde seernes og fagjuryens gunst.

Han mener, at det er mindst lige så afgørende, at de ti deltagere formår at holde hovedet koldt, når de træder frem på scenen.

- Noget af det vigtigste er, om artisterne formår at slappe af i det her kæmpestore cirkus, som melodigrandprixet er, siger han og fortsætter:

- Når man står på scenen, er der så mange ting at tage hensyn til - sang, lydteknik, røg og koreografi - og mange af artisterne har ikke prøvet at optræde i så stor en skala før.

- Så jeg tror, at dem, der klarer sig godt, er dem, der formår at finde ro på scenen, selv om det er lettere sagt end gjort, siger Johannes Nymark.

I årets danske grandprixfelt er der både nye og kendte ansigter.

Blandt de kendte er den 39-årige dansk-grønlandske sangerinde Julie Berthelsen, som fik sit store gennembrud, da hun kom på andenpladsen i sangprogrammet "Popstars" i 2002.

Hun stiller op med 41-årige Nina Kreutzman Jørgensen. Sammen går de under kunstnernavnet Julie & Nina og optræder med sangen "League of Light".

Blandt de mindre kendte ansigter er grandprixets yngste deltager, 20-årige Leonora, som er tidligere eliteskøjteløber og stiller op med sangen "Love is forever".

De fire bookmakere Unibet, Danske Spil, Bet365 og LeoVegas er enige om, at netop Leonora og Julie & Nina er de ultimative favoritter til at vinde årets grandprix.

Showet bliver sendt direkte på DR1 klokken 20.00 lørdag aften, og de to værter, Johannes Nymark og Kristian Gintberg, vil ikke afsløre alt for meget om, hvad seerne kan forvente.

Men de fortæller, at der i år vil være en hyldest til de seneste års mest mindeværdige grandprix-sange og ikke de ældste klassikere.

- Nu har man jo fra DR's side valgt nogle ufatteligt unge værter i år, så det skal showet på en eller anden måde afspejle, siger Johannes Nymark.

- Det gør vi ved at fremhæve nogle af de grandprixsange, som vi rent faktisk kan huske.

Vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2019 får æren af at repræsentere Danmark ved Eurovision i Tel Aviv til maj.

Powered by Labrador CMS