Grænserødder afsøges i en udstilling

Kunstergruppe beskæftiger sig med grønlandsk identitiet og kunst, med udgangspunkt i klassisk og forventelig forståelse af kunsten.

Iben Mondrupip Danmarkimi orpipassuarni assilisani kalaallit kulturiannik ilisisarnaatitallit saqqummersitsinermi takutippaai. Aana angakkoq qilersorsimasoq. Assi: Chr. Schultz-Lorentzen

Når man taler om kunst i – og fra Grønland, bliver der næsten altid stillet spørgsmål til afgrænsninger. Er det overhovedet kunst, der produceres i Grønland? Skal grønlandsk kunst altid have et grønlandsk indhold, og hvad er dét? Er det alene kunst af grønlandske kunstnere? Og hvad er en grønlandsk kunstner? Er det altid en etnisk grønlænder? Og hvornår er man det?

Det er nogle af de spørgsmål, som har inspireret Julie Edel Hardenberg og Iben Mondrup til gruppeudstillingen Kuuk, der åbner i morgen i BKS Grage i København, og som til november vises i Kaktuaq i Nuuk. Da sermitsiaq.AG var forbi udstillingslokalet onsdag eftermiddag, havde kunstnerne mere end travlt med at forvandle lokalerne til det planlagte udtryk - en rejse, der byder den besøgende på alt fra kunst, digtoplæsning, video- og fotokunst, lugte, tekster om sprog, en grønlandsk have, finuerlige rensdyrspor og andet fra fantasiens skatkammer.

- Med gruppeudstillingen Kuuk ønsker vi at løsne op for afgrænsningerne og de klassiske stereotyper omkring, hvad grønlandsk kunst er og kan beskæftige sig med ved at vise værker af 14 kunstnere (performere, teoretikere, filmfolk, musikere, digtere og samtidskunstnere), der alle arbejder i omegnen af Grønland, siger initiativtagerne i en omtale af udstillingen.

Iben Mondrup og Julie Edel Hardenberg er selv kunstnere, hvis grønlandske baggrund spiller en vigtig rolle for deres arbejde.

- Desuden er vi dybt engagerede i den grønlandske virkelighed, som vi på forskellig vis skubber til; Iben i sin kritiske skribentvirksomhed og Julie som utrættelig og fremsynet debattør af spørgsmål omkring identitet og kultur, ikke mindst sproglige forhold.

- Vi bidrager selvfølgelig begge med værker til udstillingen, og ved udvælgelsen af de øvrige 10 kunstnere til projektet har det været en forudsætning for os, at den enkelte deltager er eller har været i personlig berøring med Grønland.

På udstillingen er følgende repræsenteret foruden de to initiativtagere: Kelly Berthelsen, Ivalo Frank, Isle Hessner, Bolatta Silis Høegh, Inuk Silis Høegh, Jessie Kleeman, Kuratorisk Aktion, Mikisoq H. Lynge, Angu Motzfeldt, Nanna Ánike Nikolajsen og Lars Skinnebach.

Powered by Labrador CMS