HITTEPÅSOMHED

Godthaab Bryghus pønser på champagne-øl

Med penge i ryggen fra den danske vækstfond vil hovedstadsbryggeriet forsøge sig med en ny type øl

En traditionel ølsmagning hos Godthaab Bryghus. Fremover bliver den måske udvidet med champagne-øl
Offentliggjort

Hvis alt går efter planerne, kan du i Nuuk komme til at slukke tørsten med en ny type lokalbrygget øl.

En såkaldt champagne beer serveret i champagneflasker.

– Det er både et nyt lokalt produkt og et forsøg på et mini-skala beskæftigelsesprojekt, der skal hjælpe med at indsluse ledige på arbejdsmarkedet til varige lokale stillinger i produktionen, fortæller Nicolai Jacobsen Nissens, direktør for selskabet Public Demand Agency og medejer af Heca Nuuk A/S, der driver ikke færre end ti af Nuuks værtshuse herunder Kristinemut, Manhattan og altså Godthaab Bryghus.

Inddrager arbejdsløse
Ølchampagne-eksperimentet lader sig gøre med penge i ryggen fra Vækstfonden i Danmark og et lån fra Grønlandsbanken.

– Jeg synes, det er spændende, at de ledige bliver inddraget i et vist omfang. Men produktionen er ikke afhængig af deres fulde deltagelse. Det vil sige, at der er plads til fejltrin og udeblivelse i et vist omfang. Det handler ikke så meget om arbejdsmængden, men mere om kvaliteten af arbejdsoplevelsen, fortæller Nicolai Jacobsen Nissen.

Mere hjemmebrygget
Godthaab Bryghus håber også på sigt at øge produktionen af hjemmebrygget øl.

–Det giver god mening, hvis vi om nogle år kan lave det meste af vores eget øl herhjemme, og generelt syntes jeg godt om tanken, siger Nicolai Jacobsen Nissen.

Arbejdsmarkedskontoret er i øjeblikket i færd med at tage stilling til ansøgningen om de ledige til inddragelse i arbejdet på bryggeriet.

Vækstfonden har lånt penge ud til Public Demand Agency for at opkøbe aktier i HECA Nuuk A/S. Grønlandsbanken har også ydet lån til Public Demand Agency.

Powered by Labrador CMS