Godkendelse af russisk krav: - Kan styrke en 'Arktis-nationalisme' i Rusland

Godkendelsen af det russiske krav på havbunden ved Nordpolen vil formentlig styrke den russiske fortælling om, at Nordpolen er russisk. Derfor kan det være i Canadas og Danmark/Grønlands interesse at sætte fart på forhandlinger med Rusland for at finde en diplomatisk løsning på grænsedragningen, vurderer adjunkt ved Forsvarsakademiet.

Ruslands krav til havbunden. Den mørke del er endnu ikke godkendt. Den stiplede linje viser Grønlands/Danmarks krav.

FN's Sokkelkommission har godkendt store dele af Ruslands krav på havbunden i Det Arktiske Ocean, inklusiv Nordpolen - et område som Danmark/Grønland og Canada også gør krav på.

Godkendelsen stiller Rusland stærkere i det diplomatiske spil om Nordpolen, og dertil kommer, at godkendelsen er sket omkring 10 år før, at Sokkelkommissionen ventes at tage stilling til Danmark/Grønlands krav.

Den betragtelige ventetid skyldes, at Rusland simpelthen har været først til at indlevere sit krav og dermed fået nummer 1 på Sokkelkommissionens 'venteliste', der behandler lignende krav fra hele verden. I denne kø er Danmark/Grønland nummer 76 og Canada 84.

Et muligt scenarie er nu, at godkendelsen sætter turbo på det diplomatiske spor i forhandlingerne om grænserne i havbunden ved Nordpolen, vurderer Marc Jacobsen, der er adjunkt ved Center for Arktiske Sikkerhedsstudier på Forsvarsakademiet:

Følger international lov - indtil videre

- Det kan måske skubbe til, at der inden for diplomatiet findes en afgørelse. Sideløbende med det videnskabelige spor i FN's Sokkelkommision der er baseret på international lov, kører der nemlig et diplomatisk spor, hvor repræsentanter fra de tre lande mødes.

- De kan måske nå frem til enighed om, hvordan man kan dele området op, siger Marc Jacobsen.

Udover at godkendelsen kan sætte skub i de diplomatiske forhandlinger, fremhæver Marc Jacobsen yderligere tre pointer i forbindelse med godkendelsen af det russiske krav:

  • Rusland følger i denne sag Ilulissat-erklæringen, hvor de fem arktiske kyststater blev enige om, at international lov og videnskabelig data skal afgøre sagen: - Modsat af hvad Rusland gør i Ukraine, hvor de bestemt ikke følger international lov, så gør de det - indtil videre - her, hvor det også er til deres egen fordel.
  • Rusland vil bruge godkendelsen indenrigspolitisk: - Det betyder meget for den nationale identitet, at Arktis er en stor del af Rusland. Det kan styrke en 'Arktis-nationalisme' i Rusland, og en fortælling om at Nordpolen er russisk. Hvis den fortælling styrkes de næste år, kan det blive en udfordring for Canada og Danmark/Grønland, hvis de også får godkendt deres krav til samme område. Derfor kan det måske være i deres interesse at indgå en trilateral aftale inden.
  • I debatten om havbunden ved Nordpolen bliver der lagt meget vægt på, at der er fyldt med olie, gas, sjældne jordarter m.m. i havbunden. Det er her vigtigt at sige, at der skal meget til, før det bliver økonomisk rentabelt at udvinde, da Det Arktiske Ocean er præget af voldsomt vejr, mørke halvdelen af året, og fordi havbunden ligger mange tusinde meter under havets overflade. Endelig kan det land, der får tildelt havbunden, også vælge at frede den og dermed sørge for, at der f.eks. ikke bliver udvundet olie og gas.

Stadig diplomatisk kontakt

Selvom Rusland nu har fået store dele af sit krav godkendt, så er sagen ikke tabt for henholdsvis Danmark/Grønland og Canada. Der er det specielle ved situationen, at de øvrige krav på samme område også kan blive godkendt af Sokkelkommissionen. Sker det, vil det i sidste ende alligevel være op til landene at forhandle en opdeling af området på plads.

En forhandling kræver som bekendt kontakt mellem parterne, og det er der faktisk i denne sag - på trods af krigen i Ukraine, fortæller Marc Jacobsen:

- Danmark/Grønland og Canada var informerede om, at det her ville ske i år.

- Kommunikationen mellem Rusland på den ene side og Canada, Danmark/Grønland har ikke været upåvirket, men den er ikke blevet afbrudt, som man har set i Arktisk Råd. De informerer til en vis grad hinanden, hvilket er bemærkelsesværdigt i den nuværende situation siger Marc Jacobsen.

Han understreger, at det bliver vigtigt i den kommende tid at følge med i, hvordan Rusland håndterer godkendelsen af sit krav - herunder om der eksempelvis vil blive politiske markeringer af at Nordpolen nu er russisk.

Powered by Labrador CMS