Gode resultater med gældsrådgivning

Det er lykkedes Kommune Kujalleq og INI A/S at få inddrevet penge hos borgere, som ikke har betalt deres husleje via et helt særligt initiativ.

Rådgivning til familier med ondt i økonomien giver gode resultater.

Et pilotprojekt i sydkommunen har foreløbig givet gode resultater, oplyser Naalakkersuisoq for Finanser Pele Broberg i et paragraf 37 svar til IA-formanden Sara Olsvig.

Borgere opsøges

Der er lavet et to-årigt pilotprojekt, hvor et særligt team opsøger borgere, som har en huslejerestance.

- Formålet med gældsrådgivningsprojektet er at finde løsninger i samarbejde med kommunen, der kan sikre, at den enkelte kan beholde sin bolig og i det hele taget finde vej ud af sine restanceproblemer, skriver Pele Broberg i sit svar.

Resultaterne

I første kvartal i år har rådgivningsteamet gennemført 422 samtaler, hvilket har givet følgende resultat:

  • Restance betalt øjeblikkeligt: 113
  • Restander til betaling senere: 78
  • Restancer aftalt til afdrag: 63
  • Lejere som ikke har mulighed for at betale: 45
  • Restancer som betales af sydkommunen: 64

Pele Broberg understreger, at det er for tidligt endeligt at vurdere, ”om indsatsens gode effekt er af blivende eller forbigående karakter”.

Landsdækkende plan

Naalakkersuisut har planer om at gøre projektet landsdækkende og inddrage de øvrige kommuner og Ini næste år. Her kan det ende med, at rådgivningsindsatsen skal bredes ud, så det ikke alene er huslejerestancer, man fokuserer på hos borgere, der er trængt økonomisk.

Powered by Labrador CMS