GME afleverer omfattende dokument i uran-projekt
Greenland Minerals har afleveret en såkaldt hvidbog til Naalakkersuisut. Selvstyret vil nu gennemgå og kommentere dokumentet.
Greenland Minerals fortsætter arbejdet med Kuannersuit-projektet.
Merete Lindstrøm / Sermitsiaq.AG
Alt imens Inatsisartut tirsdag har vedtaget et lovforslag, der ventes at sætte en stopper for Kuannersuit-projektet, så har Greenland Minerals taget endnu et skridt i sit arbejde for at realisere mine-projektet.
Virksomheden oplyser på sin hjemmeside, at de har afleveret en såkaldt hvidbog til Naalakkersuisut.
Hvidbogen er et omfattende dokument , hvor virksomheden har kommenteret de spørgsmål og bekymringer, der er blevet rejst under de offentlige høringer af Kuannersuit-projektet.
Høringen fandt sted mellem 18. december 2020 og 13. september 2021.
Ingen tidsramme
Departementet for Råstoffer og Justitsområdet bekræfter, at de har modtaget næsten hele hvidbogen.
- Der mangler stadig lidt fra den sidste høringstur, siger departementschef Jørgen T. Hammeken-Holm og forklarer:
- Når vi har modtaget hvidbogen fra GME, så er det myndighedernes tur til at forholde sig til høringsspørgsmålene, hvilket også bliver anført i hvidbogen. Hvidbogen skal i sidste instans godkendes af Naalakkersuisut.
Han siger videre, at der er ikke afsat nogen bestemt tidsramme for at blive færdige med at kommentere fra myndighedernes side.
- Hvis der er nogen bemærkninger fra GME, som ikke er tilfredsstillende, så vil vi i første omgang sende dette forhold tilbage til selskabet, så selskabet kan rette til i kommentarerne.
- Hvis forholdene i sidste ende endnu ikke er tilrettet i de endelige VVM/VSB, kan det være, at Naalakkersuisut ikke godkender dem, forklarer Jørgen T. Hammeken-Holm.
Forbud vedtaget
Tirsdag har Inatsisartut haft endnu en omfattende debat om uran-forbuddet, som Naalakkersuisut har fremsat, og som nu er vedtaget af et smalt flertal af Inatsisartut.
Forbuddet skal gælde forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af uran.
Tilbage i september har Greenland Minerals direktør John Mair overfor avisen Sermitsiaq fastholdt, at virksomheden ville fortsætte arbejdet med projektet på trods af det varslede forbud mod uranudvinding.