Glædeligt nyt om beskæftigelsen i Østgrønland

Den største procentvise stigning i beskæftigelsen skete i Tasiilaq og Ittoqqortoormiit i 2021. Størst nedgang var der i distrikterne Nanortalik, Qaanaaq, Uummannaq og Paamiut.

I distrikterne Ittoqqortoormiit og Tasiilaq steg beskæftigelsen med henholdsvis 4,5 pct. og 3,5 pct. i 2021.

I en ny udgivelse går Grønlands Statistik i dybden med udviklingen i beskæftigelsen i 2021. Tallene giver blandt andet indblik i den lokale beskæftigelse samt forskellen på mænd og kvinder hvad angår valg af erhverv.

Først og fremmest viser statistikken dog, at der i 2021 var 28.910 personer gennemsnitligt i beskæftigelses per måned.

- Det er en stigning på 441 personer ift. året før, hvilket svarer til en stigning på 1,5 pct, skriver statistikkontoret.

Den såkaldte beskæftigelsesgrad landede på 66,7 procent, og tallet er et udtryk for andelen af fastboende borgere over 15 år, som er i arbejde.

Nedgang i flere distrikter

Derudover rummer udgivelsen en glædelig nyhed for Østgrønland, der med distrikterne Ittoqqortoormiit og Tasiilaq tegner sig for den største procentvise fremgang i beskæftigelsen med henholdsvis 4,5 procent og 3,5 procent.

Den største fremgang i antal personer stod Nuuk for, hvor 352 personer yderligere var i beskæftigelse i 2021. Det svarer til en stigning på 3,4 procent.

I den anden ende af skalaen var der også decideret tilbagegang i flere distrikter:

- Størst nedgang var der i distrikterne Nanortalik, Qaanaaq, Uummannaq og Paamiut hvor beskæftigelsen faldt med henholdsvis 4,4 pct., 4,0 pct., 2,9 pct. og 2,8 pct. Distrikterne Maniitsoq, Kangaatsiaq og Qasigiannguit stod ligeledes overfor en nedgang i beskæftigelsen med fald på op til 2,0 pct., skriver Grønlands Statistik.

Nedenstående viser udviklingen i antal beskæftigede i distrikterne siden 2016. Artiklen fortsætter under tabellen.

Det største erhverv er offentlig forvaltning og service, der står for 45 procent af beskæftigelsen.

Der er dog forskel på kønnenes repræsentation i de forskellige erhverv.

- Således er godt og vel seks ud af ti kvinder beskæftiget indenfor offentlig forvaltning og service. Handelsvirksomheder er ligeledes blandt de typiske arbejdspladser hos kvinderne. Blandt mændene er de to største brancher fiskeri og fiskeri relateret industri og handel samt offentlig forvaltning og service, skriver Grønlands Statistik.

Nedenstående figurer viser fordelen på de forskellige erhverv for henholdsvis mænd og kvinder:

Powered by Labrador CMS