GIF og Kondi fejrer 50 års samarbejde

GIF´s samarbejde med den populære sodavand - Faxe Kondi - fylder 50 år. Det bliver fejret det med en tøjkollektion og flaskeetiketter.

Grønland Idrætsforbund og Faxe Kondi fejrer 50 års samarbejde om sporten i år. Jubilæet fejres med gode historier fra tidens løb, oplyser GIF i en pressemeddelelse.

Derudover har Faxe Kondi sat etiketter på sodavandsflasken, som er specialdesignet og som vil være på i hele 2021 i anledning af jubilæet. Årstallene for samarbejdets start i 1971 og året 2021 figurerer som symbol på 50 året.

Tøjdesigneren Bibi Chemnitz fejrer de 50 år med en tøjkollektion:

- Bibi Chemnitz forener Rigsfællesskabet i en moderne tøjkollektion, der er stor efterspørgsel på. Hos Royal Unibrew finder vi det vigtigt, at vi som virksomhed spiller en aktiv og engageret rolle i Grønland ved at bakke op om tiltag og begivenheder i et land, hvor Faxe Kondi er markedsleder, siger Export Area Manager hos Royal Unibrew, Jørgen-Anker Ipsen.

Spilletøj værdsættes

Gennem samarbejdet sponsorerer Faxe Kondi blandt andet midler til indkøb af klub- og sportstøj, hvor de grønlandske idrætsklubber kan ansøge til ”Faxe Kondi Puljen”.

- Med Faxe Kondi som sponsor har idrætsforeninger i alle afkroge af Grønland, selv i de mindste bygder med 50-100 indbyggere muligheden for at ansøge om klub- og sportstøj. Det skaber glæde mange steder, da ikke alle har lige let ved at anskaffe spillertøj, udtaler formand for Grønlands Idrætsforbund, Nuka Kleemann.

Samtidig sponsorerer Faxe Kondi Maligassiuisut-shows legater, som tildeles Årets træner, Årets leder og Årets idrætsperson.

Powered by Labrador CMS