GEUS: Kraftig afsmeltning fra bunden af Indlandsisen

Ny forskning fra GEUS viser, at der er betydelig afsmeltning fra bunden af Indlandsisen, som bør regnes med, når man kigger på, hvor stor afsmeltning der generelt sker.

Varme fra undergrunden, friktion og smeltevand betyder, at der sker en betydelig afsmeltning fra bunden af Indlandsisen.

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) har for første gang lavet et skøn over, hvor meget Indlandsis, der smelter fra bunden, og fået resultaterne publiceret i Nature Communications.

Det er vigtigt, fordi det ikke altid er inkluderet i vurderingerne af massetabet fra Indlandsisen, hvor meget Indlandsisen smelter fra bunden:

- Vores resultater viser, at afsmeltningen fra bunden kan beregnes, og at det er en vigtig komponent i massebalancen for den grønlandske indlandsis. Indlandsisen mister omkring 254 Gt pr. år, og afsmeltningen fra bunden svarer faktisk i øjeblikket til 8 %.

- Det burde indgå i estimaterne for det samlede massetab, så vi ved, hvor meget Indlandsisen egentlig smelter, siger Nanna B. Karlsson, der har stået i spidsen for forskningen og er seniorforsker ved GEUS i en pressemeddelelse.

Der er tre årsager til, at Indlandsisen smelter fra bunden. Smeltevandet, der løber ned til bunden fra overfladen og er varmere end isen. Geotermisk varme fra undergrunden og friktionen mellem isen og fjeldene.

Hvor meget is der smelter fra Grønlands Indlandsis bliver i dag blandt andet bestemt ved en metode, der anslår, hvor meget nedbør, der falder på isen, og sammenholder det med, hvor meget der forlader Indlandsisen som isbjerge og afsmeltning fra overfladen.

Det kaldes ifølge GEUS input-output-metoden, og den giver også mulighed for at forudsige fremtidige ændringer.

- Indtil i dag har input-output-metoden helt overset, hvor meget Indlandsisen smelter fra bunden. Men det et er vigtigt, at vi får det hele med, ellers er vi begrænsede i vores forståelse af konsekvenserne af klimaforandringer og de komplekse sammenhænge mellem Indlandsisen og klimasystemet, siger Nanna B. Karlsson.

Det er forskernes vurdering, at afsmeltningen fra bunden er steget i det første årti i 2000’erne. I takt med at Arktis opvarmes, forventer de, at afsmeltningen fra bunden af Indlandsisen øges.

- Hvilket kan forværre de aktuelle massetabstendenser, ændre vandets cirkulation i fjordsystemerne, påvirke næringsstofbalancen samt øge kælvningen af isbjerge, skriver GEUS.

Den årlige afsmeltning fra bunden vist i gigaton og fordelt på sektioner af Indlandsisen. Den blå farve viser, hvor meget vand der bevæger sig under isen. Jo mørkere blå, des mere vand.
Powered by Labrador CMS