Geus: Jordskælvs-beretninger hjælper os

Jordskælvet, der skabte rystelser på vestkysten mandag aften, har resulteret i mere end 80 indberetninger til Geus, der registrerede jordskælvet til 4,9 local magnitude.

Her ses jordskælvets epicenter fra i mandags, der gav mærkbare rystelser i Nuuk.

- Vi er meget glade og taknemlige for, at så mange har taget sig tid til at udfylde vores spørgeskema. Besvarelserne bruges til at kortlægge, hvordan rystelserne fra jordskælv påvirkes af den lokale geologi, og hjælper os til en bedre forståelse af de grønlandske jordskælv, fortæller seismolog og seniorforsker ved GEUS Tine Larsen og fortsætter:

De røde prikker markerer jordskælv og de grønne trekanter seismiske stationer.

- Hovedparten af de indberetninger, vi har modtaget, kommer fra Nuuk. Vi modtager fortsat meget gerne indberetninger fra borgere, der har mærket jordskælvet, både i Nuuk, men i høj grad også i andre byer og bygder. Spørgeskemaet kan besvares på dansk eller grønlandsk, oplyser seniorforskeren og henviser til denne hjemmeside.

Jordskælv næsten dagligt

Geus oplyser på deres hjemmeside, at de stort set dagligt registrerer små jordskælv i Grønland. De fleste kan ikke mærkes.

Der er størst chance for at mærke et grønlandsk jordskælv i Tasiilaq-området, på Disko og på Station Nord. GEUS har ikke kendskab til, at nogen er kommet til skade ved et grønlandsk jordskælv, fremgår det af Geus’ hjemmeside.

Geologisk set ligger Grønland på den Nordamerikanske Plade, der mod øst afgrænses af den Midtatlantiske Ryg og mod vest af USA’s vestkyst.

- De grønlandske jordskælv er såkaldte intraplate jordskælv, som typisk er langt mindre, end de jordskælv der opstår langs pladegrænserne. De geologiske plader er konstant under pres, og intraplate jordskælv opstår, når en svaghed i undergrunden giver efter for presset, og der sker et brud og en forskydning, forklarer de danske jordskælvseksperter.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS