Jordskælv
Geus: Tasiilaq ramt af relativt stort jordskælv
Jordskælvet i Tasiilaq mandag morgen målte op til 3,8 på richterskalaen
Borgerne i Tasiilaq stod mandag op til rystelser fra et jordskælv, der målte helt op til 3,8 på richterskalaen.
Det skriver KNR.gl.
- Klokken 07.51 grønlandsk tid var der et jordskælv. Det ramte cirka 25 kilometer syd-sydsøst for Tasiilaq. Jordskælvet er relativt stort for det område, siger Trine Dahl-Jensen, der er seismolog ved Geus - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland til KNR.
Geus har set skælvene på flere af deres stationer, blandt andet i Tasiilaq, Isortoq, Kangerlussuaq og Summit Camp.
Der er indtil videre ingen meldinger om skader fra området. Men politiet i Tasiilaq oplyser til KNR, at rystelserne flere steder kunne mærkes tydeligt. Blandt andet på politistationen.
Trine Dahl-Jensen forklarer, at der ikke er grund til at frygte efterskælv, da eventuelle rystelser næppe vil kunne mærkes.