Gerhardt Petersen: KNR misinformerer

Gerhardt Petersen nægter at have noget med Jan H. Lynge Pedersens fratrædelse at gøre. Han kræver berigtigelse af KNR

Gerhardt Petersen kræver berigtigelse fra KNR

I Radioavisen torsdag blev der fortalt, at Gerhardt Petersen, mens han var direktør i KNI, hentede Vittus Qujaukitsoq ind som koncernens kommunikationschef. En stilling, som gav Vittus Qujaukitsoq en løn, der nærmede sig en million inklusive diverse goder.

I midten af december 2006 blev Gerhardt Petersen imidlertid afskediget af bestyrelsen på grund af koncernens meget dårlige økonomi. En bestyrelse, hvis næstformand på daværende tidspunkt hed Jan H. Lynge Pedersen.

Kilder meget tæt på forløbet har fortalt til Radioavisen, at Vittus Qujaukitsoq støttede Gerhardt Petersen og blandt andet hjalp ham med at fremsætte et krav om, at Atassuts nuværende formand skulle have en fratrædelsesordning på et stort millionbeløb, skriver KNR på deres hjemmeside.

Ikke indblandet i fyringen
Til det svarer Atassuts formand, Gerhardt Petersen, at Radioavisens oplysninger er ukorrekte.

- Jeg har under ingen omstændigheder været indblandet i fyringen af den tidligere departementschef i Departementet for Finans og Indenrigsanliggender

- Og naalakkersuisoq for Finans- og Indenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, fik ikke 1 million kroner om året for sit arbejde i KNI, og jeg har heller ikke krævet 10 millioner kroner i fratrædelsesaftale. Fratrædelsesaftalen blev forhandlet mellem advokaterne og KNI.

Gerhardt Petersen kræver, at misinformationerne fra KNR bliver rettet.

Powered by Labrador CMS