GE: RAL-prisstigning får konsekvenser

Grønlands Erhverv advarer om, at Royal Arctic Lines bebudede prisstigning på godsfragten vil få konsekvenser på kort og langt sigt.

Offentliggjort

- Ratestigningen på 6,4 procent i 2024 vil ramme hårdt, uanset hvordan RAL vender og drejer det, fastslår direktør i Grønlands Erhverv Christian Keldsen over for Sermitsiaq.AG.

GE-direktøren pointerer, at erhvervslivet ikke er tilfredse med, at ”man (RAL red.) igennem flere år har negligeret dialog og gennemtvunget nogle løsninger, som ikke giver mening i forhold til samfundets struktur og vigtigere endnu kundernes behov”.

- Vi har primært fået mere kompleksitet og højere omkostninger uden oplevelsen af en gevinst med undtagelse af et fast ugentligt anløb i Nuuk, siger Christian Keldsen.

I et brev, dateret 6. november, til Departementet for Boliger og Infrastruktur skriver Grønlands Erhverv, at erhvervslivet ”ikke deler opfattelsen af, at raten de facto har været låst siden 2015”.

Ingen fordele opnået

- Der er begrænset forståelse for, at man nu skal acceptere endnu flere omkostninger, når strategien de seneste år har gået direkte imod erhvervslivets ønsker og primært har medført øgede omkostninger og kompleksitet uden at fordele er opnået, lyder det i brevet til departementet.

Christian Keldsen undrer sig over, at Royal Arctic Line hæver fragtraterne med baggrund i en forventet nedgang i godsmængden.

- Med lavere forventninger til efterspørgsel (godsmængder, red.) bør Naalakkersuisut i stedet undersøge mulighederne for at stimulere til mere aktivitet, fastslår Christian Keldsen, der fremhæver, at grønlandske virksomheder og danske eksportører er blevet pålagt øgede omkostninger i millionklassen som følge af skiftet fra Aalborg til Aarhus Havn.

Grønlands Erhverv lister udfordringerne op med de nye fragtrater for tre forskellige brancher:

Byggeriet:

Mange byggeentrepriser vil være konstrueret, så øgede omkostninger til transport ender hos bygherren, der ofte er Selvstyret selv. Desværre er mange kontrakter konstrueret, så der ikke sker regulering når omkostningerne ændrer sig. I forlængelse af de allerede påførte ratestigninger, øgede omkostninger til transport ud af Aarhus Havn, materialemangel i verden og ikke mindst de høje renter, bliver dette en reel økonomisk udfordring for de grønlandske selskaber.

Fiskeriet/eksporten:

Priserne dikteres på de globale markeder, og ændrede omkostninger i infrastrukturen medfører mindre dækningsgrad, hvilket påvirker både rederi og medarbejdere, bl.a. som følge af partsfiskeriet. Dermed rammer også fiskeren og indhandlingen.

Detailhandlen:

Ændringer i fragtrater indarbejdes i forbrugerprisen med den andel, som fragtomkostningen udgør af den samlede pris. I et vist omfang forsøger detailhandlen at absorbere dele af stigningerne med konsekvenser for egen indtjeningsevne. Øgede forbrugerpriser rammer forbrugeren, ligesom en svækket evne til at tjene penge påvirker værdiskabelsen over tid i forhold til jobskabelsen og forsyningen.

Powered by Labrador CMS