Genvalgt formand: Vi skal have fokus på pædagoger i yderdistrikter

NPK’s medlemmer har netop holdt kongres i Ilulissat. Arnaq Brønlund er genvalgt som formand uden en rival. Vi skal have mere fokus på pædagogmangel i yderdistrikter, siger hun.

- Vi skal have mere fokus på pædagogmanglen og arbejdsvilkårene i yderdistrikter. Den opgave tager bestyrelsen til sig, siger Arnaq Brønlund efter NPK's kongres sidste uge.

Arnaq Brønlund er genvalgt som formand for pædagogernes fagorganisation, NPK, under en kongres, der blev holdt i Ilulissat den 24.-26. september.

Alle 25 stemmeberettige stemte på Arnaq Brønlund, uden andre blev indstillet eller stillede op til formandsposten for NPK.

- Jeg tager det som en stor ære og er meget ydmyg. Jeg er glad for den tillid, repræsentanterne viser mig, og jeg er glad for, at jeg har kunnet gøre forskel under min første tid som formand. Jeg er overrasket over at blive genvalgt, siger Arnaq Brønlund til Sermitsiaq.AG.

Yderdistrikter i fokus

Under kongressen faldt diskussionen endnu engang på pædagogernes arbejdsvilkår og løn. Arnaq Brønlund fortæller, at medlemmerne ønsker et større fokus på pædagogmangel i yderdistrikter.

- Medlemmerne har et klart ønske om, at vi sætter fokus på pædagogmangel i især yderdistrikter. Vi tager opgaven seriøst og skal undersøge, hvor stort problemet er. Det vil vi gøre, og det skal helst ske i samarbejde med arbejdsgiverne, siger Arnaq Brønlund.

Hun oplyser, at NPK får henvendelser fra medlemmer, der arbejder i yderdistrikter, og som føler at overenskomsten ikke bliver fulgt af arbejdsgiverne.

Dialog med arbejdsgiver

Også personaleboliger til stillinger for pædagoger optager medlemmerne af NPK. I nogle pædagogstillinger kan en personalebolig blive stillet til rådighed, men nogle af boligerne er af ældre dato, hvilket kan resultere i dårligere helbred hos pædagogerne, fortæller NPK’s genvalgte formand.

- Det er en ond spiral, at pædagoger genovervejer deres ansættelse på grund af en personalebolig, der er i forfald. Vi er blevet pålagt den opgave at komme i dialog med arbejdsgiverne, så vores medlemmer fremover kan forvente bedre personaleboliger stillet til rådighed, siger Arnaq Brønlund.

NPK's repræsentanter vil også arbejde med oplysningskampagner i deres lokalafdelinger for at skabe mere viden om, hvad pædagoger laver i deres arbejde. Arnaq Brønlund forklarer, at pædagoger ikke skal ses som en babysitter, men at der er flere aspekter af barnets udvikling, som pædagoger også har fokus på.

Den nye bestyrelse

Udover kongressen blev der også tilbudt et kursus for tillidsrepræsentanterne under NPK.

Disse blev valgt til bestyrelsen:

  • Arnaq Brønlund, formand
  • UlulînánguaK Kleist, næstformand
  • Juliane H. Tobiassen, kasserer
  • Vibeke A. Petersen, medlem
  • Pipaluk Gedionsen Steenholdt, medlem
  • Ânâ-Grethe Klein, medlem
  • Mini-Emma Kristensen, medlem
  • Eva Sofie Mølgaard, suppleant
  • Eva Jessen, suppleant
  • Aani Barlaj, suppleant
Powered by Labrador CMS