Genudgivelse om Knud Rasmussen rejse

I år er det et hundrede år siden, at den 5. Thule-ekspeditions deltagere påbegyndte den 18000 kilometer lange rejse fra Grønland til Stillehavet. I den anledning genudgives fortællingen om rejsen.

Tidsmæssigt har forlaget Lindhardt og Ringhof ikke kunnet finde et bedre tidspunkt end hundredåret for ekspeditionen til at genudgive Knud Rasmussens spændende beretning om den lange og farlige rejse.

En rejse der gik fra Grønland over Arktisk Canada, langs Alaskas nordkyst til Beringstrædet og til nordøstligste Sibirien. I forordet til bogen stiller professor, antropolog og Thulekender Kirsten Hastrup det store spørgsmål, om det er værd at udgive gammel viden, der oven i købet stammer fra en kolonitid, som man med rimelighed ser kritisk på i nutiden.

Er gammel viden i det hele taget noget værd?

Selve bogen

846 sider og 4,8 kg. Storformat 31 x 25 cm. På alle måder et imponerende værk. Med den i hænderne kan man godt drømme sig væk til en anden verden og fornemme, hvordan det har været, når de nærmede sig en lille boplads med ukendte mennesker. Drømmerierne kan fortsætte: Hundenes lyde og slædemederne, der kører over is og sne. I bogen er der billeder, der ikke har været med i de tidligere udgivelser. Der er kort. Der er kolorerede billeder. Billeder med mennesker, dyr, landskaber og de forskellige transportmidler, der blev benyttet.

Kirsten Hastrups svar er enkelt: Selvom en specifik viden er forældet, fordi verden altid forandrer sig, er netop historien om, hvordan denne viden blev til af særlig betydning.

Andre igen vil sige, at hvis man ikke har en viden om fortidens historie, bliver det svært at få styr på både nutiden og fremtiden.

Indsamling af viden

Ekspeditionsdeltagernes forskellige kompetencer gjorde, at ekspeditionen kom hjem med ufattelige mængder ny viden om de mennesker, de mødte og det land de rejste igennem. I alt 20.000 etnografiske genstande blev løbende sendt til Nationalmuseet i København. Mange af genstandene er der stadigvæk.

Der blev fotograferet. Der blev talt med de mennesker, som de mødte. Knud Rasmussen og ekspeditionens deltagere indsamlede menneskenes historie, deres myter og sagn, deres sange og deres digte.

Knud Rasmussens Thule-ekspeditioner er udgivet flere gange. Vi er mange, der har dem stående i reolerne og mange, der har læst beretningerne og været fulde af beundring over, at man kunne foretage en sådan rejse med de hjælpemidler, man havde til rådighed dengang. De var kun tre, som foretog hele rejsen.

Qaavigarssuaq og Arnarulúnguak fra Avanersuaq og altså Knud Rasmussen. Peter Freuchen, etnografen Kaj Birket-Smith, arkæologen Therkel Mathiassen og fotografen Leo Hansen var også blandt deltagerne på noget af rejsen.

Med myter og sagn

Knud Rasmussen og rejsefællerne viste verden, hvordan hele den arktiske region hang sammen både kulturelt og sprogligt.

Knud Rasmussen

Ikke nok med at bogen udstyrsmæssigt er meget imponerende. Den er fyldt med en overvældende masse viden. Mange spændende historier om myter og sagn. Megen visdom, som også siger os moderne mennesker noget i hundredåret for den lange og meget tidskrævende 5. Thule-ekspedition, som først sluttede i 1924.

Rensdyrjægeren Igjugarjuk

I det sidste kapitel, som naturligvis hedder afsked, citerer Knud Rasmussen rensdyrjægeren Igjugarjuk:

- Al sand visdom findes kun fjernt fra menneskene, ude i den store ensomhed, og kan kun nås gennem lidelser. Savn og lidelser er det eneste, som kan åbne et menneskes sind for det, der er skjult for andre.

Powered by Labrador CMS