GE søsætter stor arbejdsmarkeds-analyse

En stor analyse af det grønlandske arbejdsmarked er skudt i gang, og det er lykkedes Grønlands Erhverv at få fagforeningen SIK, Selvstyret og kommunerne til at indgå i arbejdet.

Henrik Leth blev uden modkandidat genvalgt som formand for Grønlands Erhverv.

Da en af GE’s medlemsvirksomheder satte lup på feriepenge-kontoen viste det sig, at over 800 forskellige medarbejdere havde været med til at dække et behov på 170 årsværk.

- Det er et skræmmende tal, som afslører, at virksomheden til hvert årsværk har haft cirka seks ansatte, fortalte formanden for Grønlands Erhverv, Henrik Leth, da han i dag afgav formandsberetning på GE delegeretmøde på Hotel Hans Egede i Nuuk.

En trussel

Henrik Leth fastslog fra talerstolen, at mønsteret er kendt fra andre virksomheder og er en trussel mod virksomhedernes udvikling.

- Det koster hvert år erhvervslivet et trecifret millionbeløb, og det koster garanteret samfundskassen lige så meget, understregede Henrik Leth.

- Hvis vi ikke får løst dette problem, så er det utopi at tro, at Grønland nogen sinde kan blive økonomisk uafhængig og opnå politisk selvstændighed, sagde GE-formanden.

Kortlægning skudt i gang

En kortlægning af medarbejderstyrkens ageren på arbejdsmarkedet er derfor skudt i gang med input fra Økonomisk Råd og Grønlands Statistik, og det er meningen, at Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd skal servere nogle af de nødvendige datasæt, der kan afdække problemet.

- Analysen skal ikke bruges til at pege fingre, men til at søge mønstre, der vil gøre alle parter i stand til at finde de rigtige indsatsområder, fastslog Henrik Leth, der vurderede, at analysearbejdet vil tage et års tid.

Smæk til Kielsen

I sin formandstale langede Henrik Leth kraftigt ud mod Kim Kielsen og de etablerede politikere.

- Trods løfter og flotte ord er der ikke tegn på, at formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, vil sætte sig i spidsen for en nødvendig afbalanceret og lighedsorienteret vækstdagsorden. Kielsen har efterhånden stået i spidsen for flere koalitioner, som politisk har haft forskellige retninger. Det har skabt usikkerhed i erhvervslivet og i store dele af befolkningen. Den usikre og skiftende politiske kurs er til stor skade for Grønland, fastslog GE-formanden, der ser gode intentioner, men en manglende evne til at føre dem ud i livet.

- Og samtidig virker det som om, at administrationen i flere departementet er brudt sammen, sagde Henrik Leth, der nok en gang efterlyste flere reformer. Han betegnede eksempelvis uddannelseskrisen for ”en national katastrofe”.

Genvalg

Delegeretmødet holdes hvert andet år og Henrik Leth blev genvalgt som formand uden modkandidat. Nogle brancheudvalg blev ændret, hvor entreprenørerne glider ud af råstofområdet for i stedet at blive indlemmet i bygningshåndværkerne. Desuden blev Handel & Kontor opdelt i to brancheudvalg: liberal og detail.

Powered by Labrador CMS