GE revser naalakkersuisoq for indblanding

Naalakkersuisoq har begrænset konkurrencen om at få lov til at bygge et kollegiebyggeri ved at forlange at byggeriet skal laves i betonelementer. Det kan i sidste ende betyde højere huslejer, mener Grønlands Erhverv.

Grønlands Erhverv (GE) er stærkt kritisk overfor, hvad organisationen kalder et ”uvarslet politisk indgreb” i et konkret udbud af byggeri af kollegieboliger.

Ifølge GE har naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur Karl Frederik Danielsen (S) besluttet, at byggeriet skal opføres i betonelementer, og den beslutning forhindrer bydende firmaer i at komme med tilbud, hvor de selv støber byggeriet på stedet.

- Det indebærer, at de firmaer, som ikke selv har etableret en betonelementfabrik, nu tvinges til at købe betonelementerne ét af de få steder, hvor der i dag produceres betonelementer i Grønland eller i udlandet og sende dem med skib til en anden by og videre med lastbil til byggepladsen, skriver Grønlands Erhverv i en pressemeddelelse.

- Absurd beslutning

Grønlands Erhverv oplyser til Sermitisiaq.AG, at udbuddene blandt andet handler om nye kollegieboliger i Qaqortoq, Nuuk og Aasiaat, og at det er byggeriet af flere hundrede boliger, der er i spil.

Brancheorganisationen kalder beslutningen om, at det skal være elementbyggeri, for absurd og mener, at beslutningen kan resultere i dyrere byggerier og dermed højere huslejer i sidste ende:

- Konsekvensen af Karl Frederik Danielsens beslutning er helt absurd, nemlig færre tilbud, højere byggepriser og dermed højere huslejer.

- Der kommer færre tilbud på byggeopgaverne, fordi f.eks. de mindre firmaer i de mindre byer afskæres for at være med, med mindre de kan finde en leverandør af betonelementer i en af de større byer, som ikke selv byder på opgaven, skriver Grønlands Erhverv.

Sermitsiaq.AG arbejder på at få en kommentar fra Karl Frederik Danielsen til sagen.

Powered by Labrador CMS