GE advarer: Risiko for stagnation

Formanden for Grønlands Erhverv, Henrik Leth, frygter at landets økonomiske situation vil blive forværret ligesom fremtidens velfærd vil blive truet, hvis politikerne ikke leverer en finanslov i balance, hvor der også er lagt penge til side til dårlige tider.

Finanslovsforslaget for næste år er lige på trapperne – men Grønlands Erhverv løfter allerede nu en advarende pegefinger.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

For allerede nu er de forslag til, hvordan man skal bruge penge begyndt at dukke op.

Formanden for bestyrelsen i Grønlands Erhverv, Henrik Leth, kommer dog nu med en kraftig påmindelse om, at der skal lægges penge til side, ikke kun for at gardere sig mod dårlige tider, men også for at sikre fremtidens generationer, der jo gerne skal have gode forudsætninger for at drive landet og dets interesser videre.

Ifølge Henrik Leth er det et fundamentalt problem, at politikerne ignorerer de økonomiske realiteter og nægter at forholde sig til fakta. Den højkonjunktur, som landet oplever i disse år, udnyttes ikke til at skabe fremtidige indtægter, ganske enkelt fordi politikerne ikke tør skære igennem og træffe solide og holdbare løsninger:

– Vi mener, at politikerne bør udvise mod til at gennemføre de nødvendige reformer, og sikre, at samfundet får en sammenhængskraft, som bliver mindre og mindre, som tiden den går, fordi man ignorer de strukturelle problemer samfundet har. Man bruger mange penge i tilskud til at opretholde den uholdbare samfundsstruktur, fremfor at bruge disse midler mere progressivt til at skabe forandringer i samfundet, der bidrager til væksten. Man har fokus på omfordeling af midlerne i samfundet, frem for at fokusere på vækst, der kan skabe grobund for den velfærd vi alle ønsker, men ikke kan betale for i det lange løb, hvis ikke vi reformerer samfundets struktur grundlæggende, understreger han.

- Hvis denne udvikling får lov til at fortsætte, får man også en befolkning, der er dybt afhængig af det offentlige, dette samtidig med at man har udhulet landets økonomi så kraftigt, at det bliver svært for de fremtidige generationer at opretholde en økonomisk selvbåren og dermed solidt samfund, lyder det fra formanden for bestyrelsen i Grønlands Erhverv.

Artiklen er rettet klokken 10.55 med en præcisering og uddybning af Henrik Leths citater.

Du kan læse mere om GE´s bekymringer i det seneste nummer af avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til nedenfor:

Powered by Labrador CMS