Garvet politiker: Jeg har ligget søvnløs

Grove beskyldninger på de sociale medier, tilråb på åben gade og truende adfærd har rystet den garvede politiker Justus Hansen i en sådan grad, at han har taget sin politiske fremtid op til overvejelse.

Justus Hansen: - Vi skal stoppe med at pege fingre ad hinanden
Offentliggjort

- Jeg troede, at jeg var rimelig hårdhudet. Men aldrig har jeg været så træt efter en samling som i år, fortæller Justus Hansen fra koalitionens støtteparti Demokraterne.

- Jeg kan pludselig vågne om natten, og det hele rumler rundt i hovedet på mig, forklarer politikeren, der troede, at han kunne vende ryggen til storbyen og tage hjem til Tasiilaq og hygge sig med venner og familie.

Men oplevelserne i Nuuk har han ikke kunnet få ud af sit sind.

Formand på overarbejde

Det gælder ikke kun oplevelserne uden for ”salen”, men så sandelig også den debattone, som har fået formanden for Inatsisartut på overarbejde med et utal af henstillinger om at tale pænt fra landets mest magtfulde talerstol.

- Jeg har aldrig oplevet, at tonen og adfærden i Inatsisartut-salen har været så personfikseret og rå. Jeg er nødt til at spørge mig selv, om det er det værd, lyder det fra Justus Hansen, der i statur og over 100 kilos kropsvægt ser ud til at kunne klare mere end de fleste.

Stop valgretorik

Han opfordrer sine kolleger til at se indad og vurdere, om debattonen i salen er kammet over, så man kan lægge valgkampsretorikken på hylden.

- Efterårssamlingen har været en lang valgkamp med utallige beskyldninger og personangreb. Det kan simpelt hen ikke være meningen, siger Justus Hansen, der har forståelse for, at folk slukker for radioen, når de overhører en debat fra landstinget.

- Vi skal stoppe med at pege fingre ad hinanden. Vi skal huske at have fokus på det politiske. Det er nødvendigt, at luften bliver renset, og vi formår at finde en fælles forståelse af problemet, inden Forårssamlingen går i gang, mener Justus Hansen.

Tænk på de unge

Hvis der ikke sker ændringer, frygter han, at færre unge vil beskæftige sig med politik.

- Det er jo vigtigt, at der kommer nye unge kræfter ind i det politiske liv, da de måske er bedre egnede til at tage hånd om Grønlands fremtid, mener han.

Justus Hansen understreger, at han har stor respekt for de politikere, som lever i de større byer på vestkysten.

- Jeg sidder trods alt mere isoleret, men også trygt her i Tasiilaq. Jeg har svært ved at forestille mig, om jeg magtede den adfærd, som gør sig gældende i de store byer. Jeg har stor respekt for de politikere, der må leve med den adfærd, lyder det fra Justus Hansen, der også er valgt ind i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq.

Powered by Labrador CMS