GA støtter samling af uddannelser
Beslutningen om at samle de maritime uddannelser i Nuuk bakkes op af Grønlands Arbejdsgiverforening
Selvom kritikken af beslutningen om at samle de maritime uddannelser i Nuuk har været massiv, er Grønlands Arbejdsgiverforening, GA, positiv over for beslutningen.
- Vi taler meget om, hvor vigtigt det er at satse på bedre uddannelsesmuligheder og mindre frafald på studierne i Grønland, siger GA's sekretariatschef Karsten Klausen og fremhæver, at det er nogle af argumenterne for at samle beslægtede uddannelser i det nye maritime center i Nuuk.
- Dermed kan vi optimere udnyttelsen af de ressourcer, der anvendes inden for dette uddannelsesområde gennem fælles lærerkræfter, bedre studievejledning og mere effektiv administration, som kan udnyttes på tværs af uddannelserne.
Læs "Erhvervsråd: Et stort tab for Paamiut"
Læs "IA om flytning: En hån for Paamiut"
Læs "Nyt center for maritime uddannelser i Nuuk"
Lettere at skaffe elever og lærere
- Beslutningen om flytningen er netop et for stort frafald, et manglende fagligt uddannelsesmiljø og for få kursusudbud, som er efterspurgt af det maritime erhvervsliv, siger Karsten Klausen.
Problemstillingerne har ifølge GA medført, at man ikke har kunnet imødekommer hverken fiskeri- eller handelsflådens behov for kvalificeret arbejdskraft.
Karsten Klausen siger, at det med det nye center i Nuuk bliver lettere at rekruttere elev- og lærerkræfter, hvilket vil give et uddannelsesmæssigt kvalitetsløft. Blandt andet ved at øge sammenspillet mellem de enkelte fagområder og derved sikre et inspirerende studiemiljø.
Denne udvikling understøttes - ifølge GA - endvidere af, at de fleste rederier ligger i Nuuk, og at Arktisk Kommando nu også er flyttet til hovedstaden.
- I GA beklager vi naturligvis, at flytningen af Imarsiornermik Ilinniarfik fra Paamiut og Fanger- og fiskerskolen fra Uummannaq umiddelbart betyder nedlæggelse af vigtige arbejdspladser. Men Naalakkersuisut har til gengæld besluttet, at der skal etableres et kursuscenter i Uummannaq og et center for udviklingshæmmede i Paamiut, understreger Karsten Klausen.