Grønlænderforening
Fynsk grønlænderforening efterlyser yngre kræfter
Grønlænderforeningen på Fyn Umiaq har holdt generalforsamling og kunne se tilbage på et år med adskillige arrangementer.
Fællesspisninger og busture til TUSAs arrangement, Tivoli og Julehilsen i Vejle er blandt de arrangementer, som den fynske forening har stået bag i årets løb.
Med 60 medlemmer er det en forening i god gænge, men formanden Arnánguaq Hansen kunne især godt tænke sig, at medlemsskaren blev udvidet med især flere yngre kræfter.
- Det kunne være dejligt, hvis der var flere, som ville støtte op om foreningen. Det kunne ikke mindst være rigtig rart, hvis vi havde flere unge medlemmer. Det er svært med fornyelse, derfor bliver det ofte det samme og samme, som medlemmerne ønsker, at vi skal arrangere, siger Arnánguaq Hansen til Sermitsiaq.AG.
På generalforsamlingen udtrykte Arnánguaq Hansen det meget klart, da hun sagde, at det ikke kun er bestyrelsens ansvar, at der er en levende forening.
Efterspurgt sangkor
Foreningen har også et sangkor, og det har optrådt ved adskillige arrangementer såsom de grønlandske gudstjenester i Odense, Julehilsen i Veje og flere gange i Nordatlantisk Hus.
Den nye bestyrelse består af:
- Arnánguaq Hansen formand
- Mina Lennert Petersen næstformand
- Emma Balslev kasserer
- Cice Sterling sekretær
- Grethe Jørgensen bestyrelsesmedlem
- Lars Peter Sterling bestyrelsesmedlem
- Emilie Rosbach bestyrelsesmedlem