Futsal-GM begynder: Hvem kan præstere under pres?
Paamiuts sportshal danner rammen om dette års grønlandsmesterskaber i futsal. Den skadede landsholdsspiller for futsal-landsholdet Frederik Funch giver sit bud på en top tre i turneringen.
Der venter masser af spændende kampe ved herrernes grønlandsmesterskaber i futsal, der starter i dag, onsdag.
Mesterskaberne afholdes i år i Paamiut, og turnering er delt op i to puljer. Holdene er fordelt således:
Pulje 1:
- T-41, Aasiaat
- ATA, Tasiilaq
- B-67, Nuuk
- Nagtoralik, Paamiut
Pulje 2:
- Aqissiaq, Maniitsoq
- Young Guns, Nuuk
- Nagdlunguak, Ilulissat
- K-33, Qaqortoq
Herrelandsholdets træner René Olsen ser frem til at se mesterskaberne.
- Jeg ser frem til nogle spændende intense kampe. Hvor man kan se, spillernes taktiske egenskaber er i fremgang. Det bliver rigtig spændende at se, hvilke klubber og spillere der kan præstere under pres, siger han til Sermitsiaq.AG.
Han tror, at klubberne fra Nuuk, der har flere hårde kampe i bagagen, kan få fordel frem for andre hold.
- Men flere klubber kan blande sig i toppen. Det bliver fedt at se en fyldt hal piske en god stemning op, lyder det fra René Olsen.
Favoritter og spændende spillere
Landsholdsspiller for futsal-landsholdet Frederik Funch, der også har flere grønlandsmesterskaber, har sit bud på top tre her:
- B-67
- Nagdlunguak
- Young Guns
Frederik Funch deltager ikke ved mesterskaberne på grund af operation efter skade. Ifølge ham er der flere spillere, der kan markere sig under mesterskaberne:
- Bastian Rosing fra B-67 er super hurtig futsal-spiller med god teknik, og efterhånden god erfaring fra landsholdet. Og Rene Eriksen Petersen som spiller rigtig godt sammen med Bastian Rosing. De kender hinanden bedre end nogen andre. Rene Eriksen Petersen har fantastisk teknik fart og overblik. De to bliver spændende at følge, og se hvad de kan udrette for B-67, siger han.
Ud over disse er der flere nævneværdige spillere, der skal lægges mærke til ved mesterskaberne, fremhæver han.
- Spillere som Phillip Holmene har også en stor gennemslagskraft, teknik og kvalitets afslutninger. Patrick Frederiksen der er en super pivo! Masser af styrke og en god oplægger til de løb der kommer omkring ham, samt har han også tilegnet sig selv en stor målnæse. Han er en god leder og kæmper altid til det sidste. Hans erfaring fra landsholds ture er også tydelig at se, siger Frederik Funch.
Landsholdskaptajn og stort talent
Derudover er der andre spillere, der kan gøre forskel ved mesterskaberne.
- Lars Erik Reimer fra Nagdlunguak', den grønlandske landsholdskaptajn, er altid til at regne med. Han leverer altid en kanon indsats, og er tit indblandet i deres mål som målscorer eller oplægger. Han er altid spændende at følge, siger Frederik Funch.
Han gør også opmærksom på Niklas Kleist fra Young Guns, det tidligere B-67 talent, som en super dygtig tekniker med god overblik for spillet.
- Han er altafgørende for Young Guns, så det bliver spændende at se hvad han kan udrette for dem. Young Guns har mange spændende talenter, og glæder mig til at se om deres spillestil kan kaste sølvtøj af sig, lyder det fra Frederik Funch.
Her er kampprogrammet ved mesterskaberne: