Fuldudstyret crossfit rum doneres til Kangerlussuaq

Kangerlussuaq idrætsforening har igennem to år arbejdet på at gøre et lokale klar og indhentet udstyr til træning. Nu donerer idrætsforeningen crossfit lokalet til Qeqqata Kommunia.

Malik Berthelsen løfter vægte med Christa Geisler der er tovholder på projektet. Hun har kørt holdtræningen i snart tre år og indrettet rummet. - Kangerlussuaq idrætsforening
Malik Berthelsen løfter vægte med Christa Geisler der er tovholder på projektet. Hun har kørt holdtræningen i snart tre år og indrettet rummet. - Kangerlussuaq idrætsforening

I 2 år har Patrick M. Abrahamsen og Christa Geisler haft en vision. En vision om bedre mulighed for holdtræning i Kangerlussuaq.

Kangerlussuaq Idrætshal var fra amerikanernes tid, bygget med det der hedder en Racquetball court. Denne court, der minder om en squash bane, passede perfekt til visionen.

Kangerlussuaq idrætsforening har derfor igennem to år arbejdet på at istandsætte lokalet og indkøbt udstyr til træning. Nu er lokalet overdraget til Qeqqata Kommunia, der fremover skal stå for driften.

Dermed får borgere i Kangerlussuaq flere muligheder for at træne. Oveni det færdigindrettede lokale donerer drætsforeningen i alt fire træningsforløb til kommende level 1 coaches, så borgerne i Kangerlussuaq får flere muligheder for at træne med personlige trænere.

- I 2019 begyndte vi arbejdet med at finde midler til indkøb af Crossfit og holdtræningsegnet udstyr. Dette lykkedes, og i 2020 ankom der vægttræningsudstyr til holdtræning for godt 100.000 kroner, oplyser den ene af de to tovholdere af projektet, Patrick M. Abrahamsen i en pressemeddelelse.

Imponerende frivillighed

Borgmester Malik Berthelsen er overrasket over det store frivillige engagement i Kangerlussuaq for at etablere et lokale til crossfit-træning.

- Jeg er meget overrasket og glad for, den utrolige frivillighed der ligger i dette projekt. Det er blevet rigtig godt, og jeg ser frem til, hvad træningsrummet kan give Kangerlussuaqs borgere, siger borgmester i Qeqqata Kommunia Malik Berthelsen under overdragelsen af lokalet.

- Det er det tredje projekt, jeg har været med til i Grønland. Det er altid en ære at overdrage noget positivt til samfundet, siger Patrick M. Abrahamsen.

En del af idrætshallens tag, hvor crossfit rummet ligger er utæt. Det er Qeqqata Kommunia, der skal afholde udgifter til istandsættelse af det utætte tag ved crossfit-lokalet i Kangerlussuaq.

Powered by Labrador CMS