Fuldtidsansatte Kredsdommere i Grønland

I de kommende måneder fastansættes 7 kredsdommere ved kredsretterne og dermed får Grønland første gang nogensinde fuldtidsansatte kredsdommere

Der er lys forude, men positive resultater af retsreformen kræver det lange seje træk, planlægning og menneskelige ressourcer , siger dommer ved Retten i Grønland Thomas Trier Hansen. Foto: RTH

Retsreformen i Grønland trådte i kraft ved årsskiftet 1. januar 2010. I dag et år efter er overgangen til den nye grønlandske domstolsorganisation i fuld gang. Uddannelse af kommende kredsdommere, forsvarere og sekretærer har dog været i gang de seneste par år og i de kommende måneder fastansættes de første 7 grønlandske fuldtidskredsdommere, der er blevet udnævnt.

Dommeren ved Retten i Grønland, Thomas Trier Hansen, som er ansvarlig for overgangen til den nye organisation, har store forventninger til kredsdommerne langs kysten. Sagerne vil nu blive behandlet hurtigere.

- Jeg håber, at behandlingen af de forskellige sager i kredsretterne fremover vil gå hurtigere, men lige nu er det omstillingen til den nye organisation og alle de nye opgaver som følge af retsreformen, der er i gang.

- Og min erfaring fra mit arbejde med lignende processer i udviklingslande viser, at en vellykket proces processen kræver tre ting:

- Det lange seje træk, fordi processen kræver tid, tålmodighed og ejerskab. Det kræver planlægning af hele overgangen og endelig kræver det menneskelige ressourcer, der varetager alt fra kredsdommer til forsvars- og sekretæropgaver, siger Thomas Trier Hansen.

Grønlandske hænder er en mangelvare for retsvæsenet i Grønland.

- Der er ikke én eneste grønlandsksproget jurist ansat hos os endnu. Vi har hårdt brug for kvalificerede grønlandsksprogede jurister, siger Thomas Trier Hansen, som for nylig holdt tilbudsoplæg for de grønlandske jurastuderende i Odense og København.

Retten i Grønland tilbyder således mentorordning for de studerende, sommerjobs og praktikophold ved retterne.

I forbindelse med retsreformen blev der for nogle år siden givet en særskilt bevilling på ca. 14 millioner kroner, der skulle bruges til uddannelse af kredsdommere og forsvarere. De første ni kredsdommere og 26 forsvarere er nu færdiguddannede men flere er på vej.

Sekretærer ved retsvæsenet har altid modtaget oplæring, men oplæringen er de seneste år blevet endnu mere struktureret, ligesom de er blevet oplært i nye specialiserede områder. Men ikke alle bliver efter endt uddannelse.

- Flere har fået bedre tilbud rundt omkring i samfundet, og vores sekretærer er ofte attraktive for arbejdsgivere i Grønland, der kan tilbyde andre og måske bedre arbejdsvilkår og løn, siger Thomas Trier Hansen.

Der er dog lys forude. Fordelene af retsreformen kan mærkes af de enkelte borgere i Grønland i 2014.

- Jeg forventer at retsreformens fordele for alvor vil kunne mærkes i 2014, der vil være bedre struktur og antallet af verserende sager vil være markant reduceret, siger Thomas Trier Hansen.

Sagerne i kredsretterne har i tidens løb hobet sig op. Sidste år blev der modtaget i alt ca. 8200 sager, og der blev behandlet ca. 4800 sager.

Powered by Labrador CMS