Fulde huse til Knud Rasmussen-film
Katuaq melder udsolgt til Sermitsiaqs gratis forevisninger af to Knud Rasmussen-film onsdag aften og i weekenden.
Forhåbentlig fænger filmene mere for aftenens publikum end for skoleeleverne, der onsdag formiddag var i biografen. Eleverne var så urolige, at Katuaq valgte at aflyse den sidste forevisning af de to Knud Rasmussen-film, der ellers var programsat for folkeskolens ældste elever.
– De rendte ind og ud af salen og havde tydeligvis ikke tålmodighed til at se filmene, siger biograf og receptionschef, Ove Heilmann.
De to film, hver af en times varighed, er dels »Den store Grønlandsfilm« fra 1921, der er optaget af Schnedler Sørensen, og som viser starten på Knud Rasmussens 5. Thule Ekspedition. Filmen fortæller om afrejsen fra København og turen op langs Grønlands Vestkyst, blandt andet med billeder fra det første kongebesøg.
Dels »Med Hundeslæde gennem Alaska« fra 1926, der er optaget af Leo Hansen, og som viser afslutningen på den 5. Thule Ekspedition.
De gratis billetter til forestillingerne onsdag aften og i weekenden er væk, men ifølge Ove Heilmann er der ekstra-forestilling søndag den 1. juni klokken 15.