Antikorruption

Fulde hænder hos Transparency

Antikorruptions- og gennemsigtigheds-foreningen Transparency International Greenland holdt tirsdag generalforsamling. Samme dag godkender Naalakkersuisut sin spritnye whistleblower-ordning

Venskabssalen i Katuaq husede den ordinære generalforsamling for Transparency International Greenland. Sekretariatsleder, Bodil Karlshøj, beretter

Naalakkersuisut havde valgt en PR-mæssigt perfekt dag til at lancere landets nye whistleblower-ordning. Det var nemlig tirsdag, at Transparency International Greenland gjorde status for året, der er gået på foreningens generalforsamling i Katuaq i Nuuk.

Stærke kvinder i bestyrelsen
Til bestyrelsen blev valgt to stærke erhvervsprofiler - Ivalo Egede, kommunikationschef i Tele-Post, og Dora Drechsel, der er direktør i Kalaallit Forsikring. Bestyrelsen består nu udover de to af kommunikationschef Jakob Strøm, universitetsrektor Tine Pars og jurist - og foreningens formand - Anita Hoffer.

International afdeling
Det har været et særdeles aktivt år for den stadig relativt unge forening. Og tiden er blevet knap, for pludselig er det forventet, at sekretariatet og frivillige skal skrive høringssvar på nye lov- og beslutningsforslag. Alt sammen arbejde, der kræver tid og kræfter.

Og foreningen bliver stadig mere rodfæstet. Inden sommerferien får Transparency International Greenland svar på, om foreningen kan blive fuldgyldigt 'chapter' i Transparancy International.

Foreningen er også blevet mere rodfæstet, fordi den afholder flere folkelige arrangementer. Transparency kan fortælle succeshistorier som de 600 underskrifter, man samlede ind i anledning af valgkampen, på en fælles deklaration imod korruption.

Ikke kun fremgang
Og så har Transparency holdt et kursus i år for fangst- og jagtbetjente i, hvad korruption er for en størrelse. Et kursus som NGO'en bagefter fik positiv feedback på fra deltagerne.

Men der er også modgang for foreningen. Transparency-lokalafdelingen efterlyser nye medlemmer, fordi antallet af betalende medlemmer er på vej nedad.

Du kan læse om den nye whistleblower-ordning, der blev godkendt af Naalakkersuisut i dag, her på Naalakkersuisuts hjemmeside.

Læs: Transparency: Grønland er i gang med en politisk modning

Læs: Transparency glæder sig over whistleblowerordning

Powered by Labrador CMS