Fuglsang overlever Tour-styrt i overraskende hollandsk triumf

Hollandske Mike Teunissen udnyttede holdkammerats styrt på Tourens 1. etape. Fuglsang måtte i asfalten.

Den hollandske cykelrytter Mike Teunissen (Jumbo-Visma) vandt lørdag overraskende 1. etape af årets Tour de France efter en massespurt, som bød på et styrt kort før målstregen.

Blandt andre måtte Teunissens holdkammerat Dylan Groenewegen ned i asfalten. Netop Groenewegen var blandt favoritterne til at vinde etapen med start og mål i Bruxelles.

Med danske briller var der også dramatik i slutfasen. Jakob Fuglsang (Astana) styrtede også, men tabte ikke tid.

Fuglsangs styrt skete med lidt under 20 kilometer igen, og den danske Tour-stjerne havde blod i ansigtet. Det lignede umiddelbart et flækket øjenbryn.

Med hjælp fra nogle Astana-holdkammerater kom Fuglsang tilbage i hovedfeltet. Efter at have krydset målstregen blev Fuglsang kørt til nærmere undersøgelser.

En anden dansker gjorde sig bemærket tidligt på etapen. Lørdagens første udbrud blev sat i søen straks fra starten på de 194,5 kilometer. Her var den danske Tour-debutant Mads Würtz Schmidt (Katusha) med.

Med var også OL-guldvinderen Greg Van Avermaet (CCC), Natnael Berhane (Cofidis) og Xandro Meurisse (Wanty). Feltet lod dem køre.

Udbruddet nåede over fire minutter med godt 150 kilometer til mål. Dermed fik de god ro til at afgøre etapens to bjergspurter mellem sig.

Van Avermaet var først på toppen af den ikoniske brostensstigning Muur van Geraardsbergen, før Meurisse kom først over Bosberg. Van Avermaet kører søndag i løbets prikkede bjergtrøje.

Med missionen fuldført lod han sig falde tilbage til feltet, der med 143 kilometer til mål var under tre minutter bagude. De tre andre fortsatte. Ikke mindst ansporet af Mads Würtz Schmidt.

Men forrest i feltet lå Quick-Step, Jumbo-Visma og Lotto Soudal og kontrollerede. De ville ikke lade muligheden passere for at køre deres respektive sprintere frem til massespurt.

Elia Viviani, Dylan Groenewegen og Caleb Ewan var på forhånd regnet blandt de tre stærkeste sprintere i feltet, når det kommer til afslutninger på flad vej.

Lige før den indlagte pointspurt med godt 70 kilometer til mål var udbryderne indhentet. Og det endte med den forventede spurt om etapesejren.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS