Frederik barsler med nyt album

”Sikiinnarpugut” forventes at udkomme til sommer. En af sangene er til ære for den afdøde guitarisk og sanger, Kâle Sivertsen.

Frederik Elsner planlægger allerede sin 34-års fødselsdag den 24. juli. Den dag vil han nemlig udgive et nyt album, ”Sikiinnarpugut”.

- Albummets sammensætning er noget anderledes end det seneste album. Alle sangene hænger sammen, så man kan nyde musikken som én lang sang. Fansene kan forvente, at lydniveauet er blevet markant bedre, forklarer Frederik Elsner om arbejdet med albummet.

Lang gæsteliste

Frederik Elsner har valgt at genindspille en af sangene af den afdøde guitarist og sanger, Kâle Sivertsen. En lang liste af andre kendte navne gæster sangen ”Sinnattoraangama takusarpagit” af Kâle Sivertsen.

Navne som:

  • Ole Kristiansen
  • Mariina
  • Nina
  • Rasmus Lyberth
  • Julie Berthelsen
  • Naneruaq
  • Inneruulat
  • Tupaarnaq
  • Mike Thomsen

- Og mange flere. Jeg kunne blive ved. Jeg er berørt over, at så mange har meldt sig til at genindspille sangen for at vise deres støtte. Det betyder meget for mig, og jeg glæder mig til sangen udkommer, siger Frederik Elsner.

Alle indtægter fra sangen ”Sinnattoraangama takusarpagit” vil ubeskåret givet til Kâle Sivertsens familie, oplyser sangeren.

Planer ændret

Det har krævet omstillingsparathed fra sangerens side at skulle indspille sangen under coronaforhold.

Den oprindelige plan var at invitere sangere, musikere, kor og andre interesserede ind til en indspilningsdag i forsamlingshuset i Nuuk. Få dage før den planlagte begivenhed blev Nuuk dog ramt af lockdown.

Kunstnere har sidenhen valgt at indspille og indsende deres version af sangen ”Sinnattoraangama takusarpagit” til Frederik Elsner. Han oplyser, at indspilningerne stadig er i gang.

Frederik Elsner planlægger endvidere at lave to musikvideoer. Den ene, hvor Ole Kristiansen gæster, og en anden om klima og forurening.

Powered by Labrador CMS