Fragtskibe besejler Nordøstpassagen

To isforstærkede fragtskibe benytter netop nu nordøstpassagen som smutvej mellem Sydkorea og Holland.

Den globale opvarmning åbner den arktiske nordøstpassage mellem Europa og Asien for kommerciel skibstrafik.

To tyske fragtskibe fra rederiet Beluga bliver de første til at udnytte den lige nu isfri Nordøstpassage som en smutvej for kommerciel skibstrafik, skriver Ingeniøren.

Det tyske specialrederi Beluga, hjemhørende i Bremen, får æren af at indvie en ny æra med international kommerciel skibstrafik på den arktiske nordøstpassage, som på grund af opvarmningen af de arktiske egne nu kan besejles i sommermånederne.

Beluga har netop fået tilladelsen fra de russiske myndigheder til at besejle ruten, som strækker sig langs den vidtstrakte russiske nordkyst. Det er første gang, at de russiske myndigheder udsteder en sådan tilladelse. Hidtil har kun russiske isbrydere og ubåde haft mulighed for at besejle passagen.

De to tyske skibe har netop forladt den russiske havneby Vladivostok for at påbegynde en transport af tungt specialgods fra Busan i Sydkorea til Rotterdam i Holland.

Genvejen via Arktis beskærer ruten mellem Asien og Europa med 4.000 sømil sammenlignet med den traditionelle rute via Suez-kanalen.

Powered by Labrador CMS