Fotos: Oplev Naja Abelsens univers

Naja Abelsen med rødder i såvel den grønlandske som i den danske kultur har fundet ro på Ærø til at arbejde med sin kunst.

Kunstneren Naja Abelsen har galleri på den lille hovedgade i Ærøskøbing

- Det er trygheden her på Ærø, der gør, at jeg kan tegne. Hvis alt er kaos også ude i den store verden, så kan jeg ikke, fortæller Naja Abelsen til Sermitsiaq.AG under et besøg i kunstnerens atelier på hovedgaden i Ærøskøbing.

- Det her er lidt som at bo i Grønland, når det er bedst. Vi hjælper hinanden og er meget praktisk orienteret. Alle er søde og hjælpsomme. På en måde er tilværelsen her meget enkel. Det er de samme mennesker man møder hele tiden.

I Ærøskøbing på Ærø i det sydfynske øhav 75 minutter med færge fra Svendborg har Naja Abelsen boet siden 2009. Naja Abelsen er født i 1964. Har bortset fra otte år i Qaqortoq som barn altid boet i Danmark. I Ærøskøbing bor der cirka 1000 og på hele øen godt 6000.

Spænder vidt

Naja Abelsen er svær at sætte i kunstnerisk bås.

Overalt i atelieret er der egne arbejder. Flest tegninger. Forskellige installationer brugt på udstillinger. Papirklip. Skitser. Naja Abelsen henter inspiration overalt. Fra dagligdagen, fra nettet, fra bøger, fra den grønlandske mytologi, fra de gamle grønlandske fangere og fra østens dansere. Mange gange bliver tegningerne suppleret med små tekster.

Naja Abelsen uden for sit galleri på Ærø i det sydfynske øhav

På hylderne i atelieret er der udstillet mange af Naja Abelsens forskellige arbejder, som den interesserede kan købe. Postkort, frimærker, julemærker, tegninger naturligvis og nogle meget flotte til og fra mærker til julegaverne og ikke mindst bøger, som Naja Abelsen har illustreret. Naja Abelsen er en god og spændende fortæller med stort engagement. Grønland, østens mystik, klimakrisen, eventuel uranudvinding i Grønland var nogle af de store emner, som blev berørt under besøget i Ærøskøbing.

- Det sker engang imellem, når jeg udstiller, at jeg mærker skuffelsen, når folk finder ud af, at jeg har mange arbejder, som ikke er specielt grønlandsk, fortæller Naja Abelsen.

Og så alligevel: De gamle eskimoers levevis, myternes verden, stjernetegnene, som jo alle fra gammel tid af har grønlandske navne er en utømmelig inspirationskilde. En stor installation med eskimoernes opfattelse af deres verden med en oververden, mellemverden og underverden har været udstillet i Knud Rasmussens Hus i Hundested.

Naja Abelsen i gang med papirklip

- Min interesse for papirklip har jeg med fra mit barndomshjem. Da jeg var barn klippede vi, som så mange andre gjorde dengang op til jul.

Fred og fordragelighed

- Stærke kvinder og blide mænd taler Naja Abelsen om og nævner flere at østens spændende mysterier, som hun har forsøgt at sætte sig ind i. Hvor fantastisk det er, når en yogalærer kan fortælle om harappa folket, som levede i flere tusinde år i fred og harmoni. Det kunne vores moderne verden lære meget af, slår Naja Abelsen fast.

Naja Abelsen i sit rette element med blok og papir.

- Når der er fred og ro omkring mig – også i overført betydning – kan jeg tegne lige ud af hovedet. Skal tegningen være helt rigtig, så skal jeg bruge model, så detaljerne og størrelsesforholdene bliver korrekte, forklarer Naja Abelsen, mens der bliver arbejdet lidt på en tegning af en pige fra Bali og et fortidsmenneske. En tegning, som Naja Abelsen påbegyndte under nogle dages besøg på Moesgård Museum i Aarhus.

Naja Abelsen øser hver mandag aften af sin viden om at tegne. Hendes private lejlighed ovenpå atelieret bliver omdannet til en skolestue, når 8-10 personer kommer for at træne i tegningens svære kunst.

Grønland Nu

Naja Abelsens CV er stort og flot. Igennem årene er det blevet til udstillinger på museer, i kunsthaller og udstillingsbygninger og i gallerier i Grønland, Danmark, Sverige, Norge, Belgien og Frankrig.

Slædehunde i Naja Abelsens farver og streg

Naja Abelsen er netop nu aktuel med udstillingen Grønland Nu sammen med otte andre kunstnere. Udstillingen vises forskellige steder i Danmark.

Powered by Labrador CMS