Forvirring om Nato

Forsvarministeren skaber tvivl om forholdet mellem Grønland og Nato.

Nato overvåger medlemslandenes grænser mod øst med avancerede overvågningsfly – de såkaldte AWACS.

Der er opstået forvirring om forholdet mellem Grønland og Nato, efter at forsvarsminister Morten Bødskov i forrige uge meddelte, at han ikke ønsker, at Nato skal spille en rolle i Arktis. Det skete på forsvars- og sikkerhedspolitisk høring på Christiansborg, hvor blandt andet forskere fra Center for Militære Studier holdt oplæg.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

– Det ligger ikke i det nuværende trusselsbillede, at Nato indtager en egentlig operativ rolle med permanent tilstedeværelse herunder styrker eller hovedkvarter i området, sagde Morten Bødskov, der mener, at Nato primært skal bidrage til øget koordinering og en styrkelse af overblikket i Arktis.

Det skaber forvirring, fordi Arktisk Kommando i dag ikke er en del af Natos kommandostruktur – og derfor heller ikke bidrager til Natos eventuelle tilstedeværelse i Grønland.

Det rejser det helt store spørgsmål – er Grønland et fuldgyldigt medlem af Nato og dermed omfattet af den såkaldte musketered, der betyder, at fjendtlige krænkelser, for eksempel russiske ubåde eller landsættelse af specialtropper, vil blive betragtet som et angreb på et Nato-land og derfor vil blive tilbagevist af medlemslandene i fællesskab.

Grønland er medlem af Nato

Sermitsiaq har forsøgt at få svar på dette vigtige spørgsmål hos forsvarsministeren, der har valgt at svare gennem en kommunikationsmedarbejder i Forsvarsministeriet.

Kommunikationsmedarbejderen slår fast, at Grønland i kraft af rigsfællesskabet er et fuldgyldigt medlem af Nato-alliancen.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS