Forureneren betaler

Anthon Frederiksen sammenskriver miljøreglerne i en enkelt lov

Anthon Frederiksen sammenskriver miljøreglerne i en enkelt lov. Foto: Leiff Josefsen

Miljøet er i fokus i disse år, men lovgivningen har ikke fulgt med den stigende betydning. Naalakkersuisuts medlem for natur og miljø Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat, fremlægger tirsdag eftermiddag derfor en lov om beskyttelse af miljøet, som dels er en sammenskrivning af gamle regler, og dels er en ajourføring af kravene til miljøbeskyttelse.

Den første grønlandske landstingsforordning om beskyttelse af miljøet blev udarbejdet tilbage i 1988, og den tog udgangspunkt i den danske miljøbeskyttelseslov fra 1974. Den grønlandske lovgivning er siden 1988 blevet ændret fire gange, senest i 2007. For at skabe sig et overblik over den overordnede miljølovgivning skal man i dag altså sammenholde alle fem forordninger og deres bemærkning, og alene derfor er en sammenskrivning i en enkelt lov en god idé.

Når reglerne nu alligevel skal skrives sammen, har Anthon Frederiksen medtaget både gældende praksis og nye bestemmelser, så lovgivningen er tidssvarende og i overensstemmelse med de internationale forpligtelser, som Grønland er omfattet af på miljøområdet.

Den nye miljølov understreger, at en række anerkendte miljøprincipper også gælder i Grønland. Med »BAT«-princippet – på engelsk »Best Available Technology«, på dansk »Bedst Tilgængelig Teknik« forpligter forurenende virksomheder sig til at begrænse forureningen mest muligt ved at anvende den bedste tilgængelige teknik. Med »Forureneren-betaler«-princippet kan landskassen kræve gebyr til udarbejdelsen af nye regler, ansøgninger om miljøgodkendelse og dækning af udgifter ved affaldshåndtering. Dermed får den nye miljølov først og fremmest økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Den senere tid har sat fokus på offentliggørelse, høringsrunder og kort tidsfrister, især indenfor olie- og mineaktiviteterne, og den nye miljølov skal følges op af en bekendtgørelse, som fastsætter klare regler for offentlighedens inddragelse i miljøspørgsmål.

Den nye miljølov gælder miljøet på land, men loven gælder dog ikke på den amerikanske militærbase i Pituffik. Miljøloven gælder heller ikke for forurenende minevirksomheder, men formanden for naalakkersuisut Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, sagde i sin åbningstale om netop denne problematik, som er blevet kritiseret voldsomt af miljøorganisationer, at »vi har taget hul på arbejdet med en overflytning af ansvarsområdet for miljødelen, der p.t. hører ind under Råstofdirektoratet, til Departementet for Indenrigsanliggender, Natur og Miljø«.

(Billedtekst)

Anthon Frederiksen fremlægger en ny miljølov. (Foto: Leiff Josefsen).

Powered by Labrador CMS