Forudser fatal lavineulykke i år

En privat snescooterforening har taget ansvaret for lavineberedskab på sig i Nuuk. Lavineekspert sætter spørgsmålstegn ved myndighedernes manglende engagement.

SAR gruppen testede kommunikation med helikopteren og eftersøgning ved hjælp af VHF, røgsignaler og nødblus.

Der er ikke noget decideret lavineberedskab noget sted i Grønland på trods af, at der er flere, der årligt bliver ramt af laviner. Det er kun et spørgsmål om tid, før det koster liv. Det er både snescooterforeningen Qamutits SAR beredskab i Nuuk og skiinstruktør og lavineekspert, Anders Lee Jørgensen enige om.

Det skriver avisen AG.

Politiet har ikke laviner som en del af beredskabet, men henviser til en inatsisartutlov om at politiet står for den koordinerende indsats i tilfælde af en katastrofe, herunder naturkatastrofer som laviner.

Fra Selvstyret skulle det være departementet for infrastruktur, der tager sig af laviner, men herfra bliver der henvist til DMI, der skulle have modtaget statspenge for nylig til netop at fokusere på laviner.

Men i DMI i Nuuk, har man ikke hørt om det og henviser til hovedkontoret i Danmark, som endnu ikke er vendt tilbage på avisens henvendelse.

Hvem tager ansvar?

Andre steder i verden, er der som regel destinationen eller kommunen, der tager ansvaret for et lavineberedskab, siger Anders Lee Jørgensen, der har arbejdet i Alperne i Frankrig.

- I Alperne har man et helt beredskab, hvor alle skiinstruktører og alle, der arbejder på liften, har en uddannelse og er en del af lavineberedskabet, så hvis der sker en stor ulykke, så bliver alle ringet op og så stiller man op med sin bipper, sin sonde og sin skovl, og så går man ud og søger, fortæller Anders Lee Jørgensen, der gerne så lignende tiltag heroppe.

- Jeg så gerne, at politiet, der er ansvarlig for indenskærs search and rescue, griber den her og putter den ind i deres beredskab, fortsætter han.

Du kan læse mere i avisen AG, som du kan få adgang til gennem linket her:

Powered by Labrador CMS