Forud for Pan Am: Min største sportsoplevelse
Næste lørdag fløjtes de Pan Amerikanske Mesterskaber i gang. Tidligere landsholdsspiller og generalsekretær for Grønlands Idrætsforbund Carsten Olsen venter en stor oplevelse for de grønlandske spillere
- Jeg har deltaget i to verdensmesterskaber i håndbold, men aldrig spillet foran foran vores eget hjemmepublikum til mesterskaberne. Og det at spille foran et hjemmepublikum er ubestridt den største sportsoplevelse, jeg har haft.
Det siger Carsten Olsen til Sermitsiaq.AG, der har spillet VM for Grønland tilbage i 2001 og 2003. Om blot 12 dage starter de Pan Amerikanske Mesterskaber, der skal spilles i Nuuk. Her kæmper 12 lande om tre VM-billetter.
- At kæmpe for vores flag og spille hjemme mod Færøerne i en fyldt Inussivik var den allerstørste sportsoplevelse for mig, selv om det var en træningskamp. Det er kæmpe stort og en helt vild oplevelse. Alle tilskuerne støttede os, og jeg havde den følelse, at hele landet stod sammen. Så jeg håber meget, at alle vil støtte spillerne ved Pan Am, fortæller han. Der blev spillet to meget tætte kampe mod Færøerne i Inussvik i 2002.
Klar til at støtte holdet fuldt ud
Derfor bliver det ekstra stort for de nuværende landsholdsspillere, at de skal spille betydningsfulde kampe i Inussivik, siger Carsten Olsen.
- Jeg kommer til at kigge tilbage til dengang, når vi sang nationalsangen. Jeg kommer til at skrige og skråle for landsholdet og kæmpe sammen med hele holdet. Jeg ville ønske, at jeg havde haft det samme muligheder at spille Pan Am på hjemmebane, men jeg synes bare det er fedt, at andre nu får denne mulighed, fremhæver han.
Og Carsten Olsen har gode minder med håndboldsangen Kalaallit Nunaat Pillugu, der blev lavet med Julie Berthelsen tilbage i 2003.
- At høre nationalsangen og vores håndboldsang med Julie Berthelsen, giver mig stadig kuldegysninger og en følelse af styrke. Den bliver stadig spillet den dag i dag, og det fik hele Grønland til at stå sammen. Som spiller var det en kæmpe følelse at være med i. Derfor håber jeg på, at spillerne vil blive støttet, som vi blev støttet dengang, lyder det fra Carsten Olsen.
Hør eller genhør Grønlands slagsang Kalaallit Nunaat Pillugu med Julie Berthelsen her: