dødsfald
Fortsat uvished om teenagepige blev dræbt
I sagen om teenagepigen, der blev fundet livløs på havnen i Nanortalik sidste lørdag, har politiet modtaget rigtig mange henvendelser fra borgerne.
- Borgerne har været flinke til at reagere og henvende sig til os, men desværre har der endnu ikke været noget, som vi umiddelbart kunne bruge i efterforskningen, siger politikommissær Jack Nathansen til Sermitsiaq.AG.
Efterforskes som drabssag
Politiet efterforsker sagen, som om der var begået et drab, og har i samme anledning tilkaldt en retsmediciner og to teknikere fra København.
- De er endnu ikke nået frem. De er forsinkede på grund af vejret, oplyser politikommissæren.
Der er særligt en hændelse, som Jack Nathansen gerne vil have opklaret, og hvor nogle borgere måske kan være til hjælp.
- Vi har fået at vide, at der klokken 02.00 om natten var en del larm på havnen. Hvis nogen ved, hvad der var årsagen, så hører vi meget gerne fra dem, understreger Jack Nathansen, der henviser til telefonnummeret: 701123.
Ingen mistænkte
Politiet efterlyste eventuelle videosekvenser fra videoovervågningskameraer fra området nær Atlanthavnen.
- Det viser sig, at der kun er et kamera på havnen ved fiskefabrikken, og den er i stykker, oplyser politikommissæren.
Han fastslår, at ingen endnu er mistænkt i sagen.