Fortsat lukket

Et mindre område i det danske luftrum er fortsat lukket til kl. 20 i dag tirsdag

Den nyeste prognose for askeskyen fra VAAC (Vulcanic Ash Advisory Center) i London. Grafik VAAC

Askeskyen fra den islandske vulkan Grimsvötn påvirker fortsat det danske luftrum.

Baseret på de seneste meteorologiske prognoser for askeskyens udbredelse, har den danske luftfartsmyndighed forlænget en lukning af en del af det danske luftrum, der ligger under 6 kilometers højde i den nordligste del af Nordsøen, Skagerak og samt området nord for Aalborg.

Luftrummet er indtil videre lukket fra klokken kl. 16 til 20 dansk lokal tid den 24. maj, oplyser Naviair.

I Nord- og midtjylland vil der være en lavere koncentration af aske tilstede, hvor der kan flyves på særlige vilkår. Dette vil være gældende frem til kl. 20.00 lokal tid.

Restriktionerne vil dermed kun påvirke flytrafikken i dansk luftrum i meget begrænset omfang.

- Vores hjemmeside opdateres med oplysninger om luftrummet - når der sker nyt om betydningen af askeskyens udbredelse i dansk luftrum, oplyser Naviair.

For oplysninger om de enkelte flyvninger til og fra Danmark henvises til den rejsendes rejsebureau eller flyselskab.

De præcise geografiske positioner udsendes til luftfartselskaber og lufthavne via de officielle operationelle kanaler (NOTAM). NOTAMs kan ses på Naviairs Briefing-site: briefing.naviair.dk

Tager det roligt i Aalborg
I Aalborg Lufthavn tager man i følge Ritzau situationen roligt indtil videre.

- Vores fly skal lande fra øst mod vest. Der er rigtig langt ud til den zone, der ligger cirka 40 kilometer vest for lufthavnen.

- Vi kan muligvis få et problem med aftenflyveren til Oslo, men den må vi lægge en alternativ flyveplan for.

Det siger direktør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen, til check-in.dk.

Det er de seneste meteorologiske prognoser for askeskyens udbredelse, der har fået den danske luftfartsmyndighed til at forlænge og udvide lukningen af luftrummet.

Forbuddet gælder under seks kilometers højde i den nordlige del af Nordsøen, Skagerak, en del af Thy og nordvest for Aalborg.

Ind over Grønland
Samtidig breder askeskyen sig ind over Grønland. Det berørte område er udvidet mod vest og strækker sig helt over mod Ilulissat og nordpå mod Qaarsut og østpå igen lige nord for Nerlerit Inaat, oplyser Naviair.

Her er luftrummet under seks kilometers højde lukket foreløbig frem til 16.00 vestgrønlandsk tid.

Powered by Labrador CMS