Fortsat håb om nye Pituffik-kontrakter

Der foregår stadig reelle forhandlinger med USA om nye betingelser for udbuddet af servicekontrakter for Pituffik. Det vurderer de to grønlandske folketingsmedlemmer.

Der er stadig håb om, at næste udbudsrunde af servicekontrakterne for Pituffik i højere grad kommer Grønland til gode.

Sådan lyder den enige vurdering efter et lukket samråd med udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i sidste uge.

- Der er for mig ingen tvivl om, at udenrigsministeren tager sagen meget alvorligt, siger Aleqa Hammond (NQ).

Aaja Chemnitz Larsen (IA) er enig.

- Det er mit indtryk, at der fortsat er reelle forhandlinger om servicekontrakten på Pituffik i gang, lyder hendes vurdering.

Sovet i timen

I 2014 gik servicekontrakten for Pituffik til Exelis Services A/S, som er 100 procent ejet af amerikanske Vectrus A/S. Dette er i modstrid med forsvarsaftalen mellem kongeriget og USA, der fastslår, at kontrakten skal gå til et dansk og/eller grønlandsk selskab. Man havde imidlertid overset, at klausulen i udbudsbetingelserne kunne omgås ved at stifte et datterselskab med en dansk adresse.

- Vi må også erkende, at det er både Grønland og Danmark, som har sovet i timen. Vi skal faktisk fem år tilbage, og så er sagen bare kørt siden da, siger Aaja Chemnitz Larsen (IA).

Træg partner

Der er nedsat to arbejdsgrupper, der skulle have været hurtigarbejdende, men sådan skulle det ikke gå. Sidste år afviste USA to forslag fra danske/grønlandske side om, hvordan nye regler for udbuddet kunne udformes. Men selvom udvalgene nu har arbejdet i fem år, så vurderer Aaja Chemnitz Larsen, at der fortsat arbejdes på en løsning.

- Det er mit indtryk, at arbejdet med at ændre udbudsbetingelserne stadig er i gang. Jeg synes, det er beklageligt, at det har taget så lang tid. Jeg synes også, at USA har været en meget træg samarbejdspartner.

- Men det er vigtigt, at man finder en løsning, og det er vigtigt, at USA's tilstedeværelse i Grønland også kommer Grønland til gavn. Der er ingen tvivl om, at Danmark og Grønland har en stærk gensidig interesse i at samarbejde tæt om dette.

Powered by Labrador CMS