Forsvarsministeriet og Ilisimatusarfik indgår ny aftale om studerende

En rammeaftale sikrer finansiering af to ph. d.-stipendiater til Nasiffik - Center for Udenrigs- & Sikkerhedspolitik.

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen har lavet en aftale med Ilisimatusarfik om finansiering af to ph.d.-stipendiater.
Offentliggjort

En ny aftale mellem Forsvarsministeriet og Ilisimatusarfik sikrer nye forskningsmuligheder.

Ilisimatusarfik oplyser, at fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, og rektor for Ilisimatusarfik, Gitte Adler Reimer, fredag har underskrevet en rammeaftale om finansiering af to ph.d.-stipendiater til Nasiffik - Center for Udenrigs- & Sikkerhedspolitik.

- Aftalen fokuserer på det militære og forsvars- og sikkerhedspolitiske område, og omfatter strategisk forskning inden for emner af interesse og betydning for Nasiffik og Forsvarsministeriets interesseområder, skriver universitetet på sin hjemmeside.

Vil styrke sikkerhedspolitisk bevidsthed

Ifølge universitet vil aftalen styrke den sikkerhedspolitiske bevidsthed i Grønland, fordi stipendiaterne vil frembringe nye perspektiver og indsigt vedrørende "grønlandske udenrigs- og sikkerhedspolitiske dynamikker."

Et ph.d.-stipendiat er en treårig forskeruddannelse, hvor den studerende dykker ned i et emne og forsøger at finde nye aspekter og nye sammenhænge inden for sit felt. Den første ph.d.-studerende vil starte i august 2023 og den næste i 2024.

Nasiffik er et relativt nyt forskningscenter på Ilisimatusarfik, hvor formålet er at indsamle, analysere og formidle viden om bl.a. andet grønlandsk udenrigspolitik samt diplomati og lavspænding i Arktis.

Powered by Labrador CMS