Forsvarsministeren: Fortsat fredeligt Arktis, men vi skal ikke være naive

Claus Hjort Frederiksen tror fortsat på, at Arktis kan fastholdes som lavspændingsområde. Men han er klar til at svare igen, hvis russiske bombefly bliver stationeret, så de kan nå Grønland.

Selvom Rusland har udbygget sin militære tilstedeværelse i Arktis, så vurderer forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), at det er muligt at fastholde den fredelige udvikling i Arktis og omkring Grønland.

- I Arktis fungerer samarbejdet og dialogen. Faktisk er Arktis det område, hvor samarbejdet med russerne funger bedst. Det betyder, at der er en meget god og stabil situation i Arktis, siger han i et interview med Sermitsiaq.AG.

Udmeldingen kommer velvidende, at Rusland i løbet af de seneste år har genåbnet og udvidet seks fremskudte baser i Arktis. Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at Rusland på kort eller mellemlang sigt 'vil have et fuldt udbygget system af fremskudte baser langs den russiske del af Nordøstpassagen'.

Primært defensivt

Claus Hjort Frederiksen kalder dog denne udvikling for 'naturlig'. For når isen forsvinder og der er udsigt til øget skibstrafik i området, så får Rusland også et øget behov for at overvåge og beskytte Nordøstpassagen.

- Når den kommercielle interesse er stor, så følger der også en sikkerhedspolitisk dimension med, siger forsvarsministeren.

- Det er hovedsagligt af defensiv karakter, det russerne foretager sig i Arktis.

Bombefly kan nå Grønland

Noget kunne dog tyde på, at Rusland i det mindste åbner muligheden for en knap så fredelig fremfærd.

- Vi kan også se, at de tager nogle andre skridt. De har for eksempel genåbnet basen i Nagurskoye, som kan tage bombefly og optankningsfly. Den ligger kun 1.000 kilometer fra Grønlands kyst og med en optankning vil de kunne nå Thulebasen forholdsvis hurtigt.

Parat til at reagere

Så derfor følger forsvaret og Forsvarets Efterretningstjeneste nøje med, præcist, hvad der foregår. Og om nødvendigt må man fra dansk og amerikansk side reagere, siger Claus Hjort Frederiksen (V).

- Hvis Nagurskoye udvikler sig offensivt, og det bliver permanent, må vi jo også træffe vores foranstaltninger. Hvis den russiske militære opbygning i området accelerer, så må vi også på et tidspunkt sammen med Amerikanerne gøre op, hvordan situation så ser ud. Det vil være en løbende proces, vi begiver os ud i, hvor vi hele tiden skal sikre os, at der er en balance i forhold til det som russerne måtte foretage sig i det arktiske område.

Satser på fordragelighed

- Vi skal gøre, hvad der er passende i situationen, men vi skal ikke optrappe aktiviteten.

Et skridt som man dog allerede tager nu, er opbygningen af et satellitsystem, der kan holde øje med skibstrafikken omkring Grønland - også de militære fartøjer, der ikke lige giver sig tilkende. Flere gange tidligere er der blevet peget på, at det danske forsvar ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at overvåge netop denne trafik.

Men foreløbigt mener Claus Hjort Frederiksen (V) ikke, at der er behov for en egentlig militær optrapning fra dansk side.

- Mit synspunkt er, at vi skal kunne leve i fred og fordragelighed, men vi skal jo heller ikke være naive. Derfor følger efterretningstjenesten ret nøje, hvad der foregår i det område, og hvad det er for nogle skridt russerne tager i Arktis.

Forskellige ekspertvurderinger

Blandt militæreksperter er vurderingen af situationen i Arktis delte. Som vi tidligere har beskrevet her på Sermitsiaq.AG, så er der dem der mener, at oprustningen i Arktis for længst er i gang, andre advarer mod, at man taler om en ny kold krig i Arktis.

- Jeg ligger på den fredelige side, men vi skal være opmærksom på, hvad der foregår, siger forsvarsministeren.

- Så det er ikke sådan, at vi kan lukke øjnene og drømme videre. Der kan være realitetsændringer, men det er der ikke endnu.

Powered by Labrador CMS