Forsvarsministeren: Det danske forsvar skal være mere til stede i Arktis

Forsvarets tilstedeværelse i Arktis er en af de store sikkerhedspolitiske udfordringer for Kongeriget Danmark.

Det danske forsvars tilstedeværelse i Arktis skal styrkes i løbet af de kommende år.

Sådan lyder udmeldingen fra forsvarsminister Trine Bramsen, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge ministeren er Arktis en af de fem største sikkerhedspolitiske udfordringer for Danmark.

- I takt med at isen smelter på grund af klimaforandringerne, sker der store forandringer, og der skabes nye trusselsbilleder mod nord.

- Forsvarets tilstedeværelse i Arktis bliver i de kommende år styrket som en reaktion på denne udvikling for at sikre stabilitet og sikkerhed, siger Trine Bramsen til Jyllands-Posten.

De konkrete tiltag skal først vendes i forsvarsforligskredsen, men ifølge forsvarsministeren kunne det være en mulighed at anvende en del af de ekstra 1,5 milliarder kroner, som i januar blev tilført forsvarsbudgettet.

- Det er afgørende, at forsvaret er med til at sikre tryghed og sikkerhed i hele Rigsfællesskabet, siger hun til Jyllands-Posten.

Under sit besøg i Grønland sagde statsminister Mette Frederiksen, at hun ligeledes regner med en øget amerikansk tilstedeværelse i Grønland.

- I en årrække har vi set en meget fredelig udvikling omkring Arktis. Men vi kan se en stigende interesse i Arktis fra andre, som ikke alene handler om investering og udvikling, men som også har en klar sikkerhedspolitisk dagsorden, sagde hun på pressemødet sammen med Kim Kielsen.

- Vi er en del af Nato og er der hinandens vigtigste allierede, siger Mette Frederiksen og hentyder til den transatlantiske forsvarsalliance.

Foruden USA er Kina og Rusland stærkt interesseret i Arktis, der både er vigtig på grund af den geografiske placering, på grund af sikkerhedspolitik og på grund af råstoffer.

Desuden gør smeltet is det muligt at sejle helt nye steder i det arktiske område.

- Vi kan allerede nu sige, at få knyttet USA tættere til, hvad der foregår i vores del af Arktis, er afgørende. Både set med grønlandske og danske briller.

- Det er ikke tilfældigt, at vi har besøgt Arktisk Kommando i Nuuk her til formiddag, siger Mette Frederiksen.

Meldingen om Arktis kommer, blot få uger før den amerikanske præsident Donald Trump sandsynligvis besøger Danmark på et tidspunkt, hvor både Grønland og Arktis står højt på dagsordenen

Powered by Labrador CMS