Gå til hovedindhold

Forsvarsministeren vil inddrage Grønland mere i forsvarspolitikken

Der er ifølge regeringen behov for at øge Forsvarets tilstedeværelse omkring Arktis i de kommende år.

Grønland og Færøerne skal i højere grad end i dag inddrages i den førte forsvarspolitik.

Det mener forsvarsminister Trine Bramsen (S), der vil iværksætte en række initiativer for at styrke Danmarks engagement i Arktis.

- Vi skal have en tættere og regelmæssig dialog med Grønland og Færøerne om forsvarspolitiske spørgsmål, udtaler Trine Bramsen i en pressemeddelelse.

Trine Bramsen vil sammen med Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Ane Lone Bagger styrke området med mere samarbejde og mere uddannelse. 

- Jeg ønsker at give embedsfolk fra Grønland og Færøerne mulighed for kompetenceudvikling i forhold til sikkerhedspolitiske spørgsmål ved at åbne for adgang til Forsvarsakademiets uddannelser.

- Derudover vil jeg tilbyde at gøre det lettere for grønlandske brandfolk at tage supplerende beredskabsuddannelser.

Naalakkersuisoq Ane Lone Bagger ønsker ligeledes en tættere dialog samt at få løftet niveauet af uddannelser. 

- Det er glædeligt at vores i forvejen gode samarbejde med Forsvarsministeriet udvides til også at inkludere uddannelse. Det er desuden noget specielt at skulle håndtere ulykker og katastrofer i Grønland. Der er derfor behov for, at uddannelserne er specielt målrettet dette. De grønlændere, der deltager i beredskabsuddannelser i Danmark, har ikke brug for at lære om at håndtere togulykker, i stedet skal de trænes mere i at håndtere brand, redning, oversvømmelser og hjælp ved skibsulykker, siger Ane Lone Bagger i en pressemeddelelse.

- Fra Naalakkersuisut har vi været meget glade for de fælles beredskabsøvelser, der har været afholdt af Forsvaret i Grønland. Vi ser gerne,, at der kommer flere fælles øvelser med danske og grønlandske beredskabsfolk og Forsvaret, så vi i fællesskab bliver endnu bedre rustet til at håndtere ulykker og katastrofer.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at grundet den voksende geopolitiske betydning af Arktis skal "Forsvarets tilstedeværelse også styrkes som en naturlig reaktion på denne udvikling".

Det fremgår imidlertid ikke, hvordan forsvarsministeren konkret ønsker, at en øget tilstedeværelse i Arktis og i Nordatlanten skal udmøntes. 

Men regeringen ønsker at fastholde Arktis som et "lavspændingsområde", lyder det i pressemeddelelsen.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER