Forsvarschef håber på flere kvindelige soldater: Giver kampkraft

Den danske regering er nu internt enig om værnepligt for kvinder, hvilket vil styrke Forsvaret, mener øverste chef.

Kvinder kan i dag melde sig frivilligt til forsvaret, men bliver ikke indkaldt ligesom mænd.

Der er brug for kvinder i Forsvaret. Det mener forsvarschef Flemming Lentfer, som ser frem til, at værnepligten også kommer til at omfatte kvinder.

Det vil sikre bedre kampkraft, vurderer han.

Flemming Lentfer mener, at det vil styrke Forsvaret med mere diversitet, efter at regeringen er blevet internt enig om at udvide værnepligten.

- Jeg synes rigtig godt om mere diversitet i Forsvaret. Det vil sige, at vi får en langt bredere palet at rekruttere fra til Forsvarets professionelle styrker.

- Det har vi brug for for at generere en vækst i Forsvaret og endnu mere kampkraft, så jeg ser meget frem til det, siger han under en tjenesterejse til Estland, hvor han besøger danske soldater.

Socialdemokraterne er kommet på banen

Debatten er genantændt, efter at en række organisationer i Forsvaret har meldt ud, at værnepligten også bør gælde kvinder.

Venstre og Moderaterne har haft samme ønske længe.

Selvom Socialdemokratiet kun var åben for det torsdag morgen, endte partiet efter få timer med at være decideret tilhænger.

De tre partier i regeringen har flertal og vil gerne udvide værnepligten, som også skal omfatte kvinder.

De kan i dag melde sig frivilligt, men bliver ikke indkaldt ligesom mænd.

Der bliver uddannet over 4500 værnepligtige om året, og de har alle meldt sig frivilligt.

Sidste år var mere end hver fjerde værnepligtig kvinde.

Kønsneutral værnepligt

I Sverige og Norge er der kønsneutral værnepligt, og særligt i sidstnævnte er der sket en stigning af kvinder i forsvaret de senere år.

Norge har flest kvindelige værnepligtige. Derefter følger Danmark og så Sverige.

Når værnepligtige i forvejen er frivillige, er spørgsmålet, hvad en lovændring vil gøre af forskel.

- De fleste værnepligtige er i dag det, vi kalder teknisk frivillige. I fremtiden tror jeg, vi vil se mange frivillige, som gerne vil have deres værnepligt, siger Flemming Lentfer.

Regeringen varslede i sit regeringsgrundlag, at der skal sikres bedre ligestilling i Forsvaret, hvilket i høj grad også er op til ledelsen.

Det stiller Lentfer sig gerne i spidsen for.

- Vi stiller os som ledelse i front for diversitet i bred forstand. Det har selvfølgelig noget at gøre med mænd og kvinder, men også med etnisk herkomst og forskellige synspunkter.

- Jo mere diversitet, jo bedre løsninger får vi. Jo bedre løsninger vi får, jo bedre kampkraft får vi i Forsvaret, siger forsvarschefen.

Powered by Labrador CMS