Gå til hovedindhold

Forsvarsakademiet åbner nyt Arktis-center

I denne måned åbner et nyt center for sikkerhedsstudier, der vedrører Arktis. Centeret er placeret ved Forsvarsakademiet i København og får ud over fire danske medarbejdere også en medarbejder, der er placeret på Ilisimatusarfik.

Det nye Center for Arktiske Sikkerhedsstudier (CAS) skal tilbyde forskningsbaseret viden og uddannelse om de sikkerheds- og forsvarspolitiske udfordringer, som Kongeriget og Forsvaret står overfor, herunder hvordan den øgede interesse i det arktiske område har medført en stigende grad af rivalisering stormagterne imellem, lyder det fra Forsvaret.

Åbningen af det nye center er et led i en samarbejdsaftale, som Forsvaret indgik med Ilisimatusarfik tilbage i oktober sidste år.

Centeret kommer til at bestå af fem medarbejdere, hvoraf den ene skal sidde det meste af tiden i Nuuk. Adjunkt på samfundsvidenskab ved Ilisimatusarfik Rasmus Leander Nielsen er med i arbejdsgruppen. Han mener, at centeret gør samarbejdsaftalen mere konkret.

- Det er meget glædeligt, at der fra dansk side kommer et institut, hvor man for alvor prioriterer den arktiske forskning og forståelse af de sikkerhedsdynamikker, der ændrer sig i Arktis i disse år, siger han.

Han glæder sig også over, at der efter planen skal ansættes en forsker på Ilisimatusarfik under samarbejdsaftalen.

Det eneste, der kunne have været bedre, er ifølge Rasmus Leander Nielsen, hvis centret var blevet placeret i Nuuk for at få det mere lokalforankret.

Vil forbedre viden

Ifølge Forsvaret skal samarbejdet med Ilisimatusarfik sikre et værdifuldt og unikt videnstillæg til Forsvarsakademiets forskningsprojekter, som fremover kan udføres som fællesprojekter i langt højere grad, end det sker i dag.

Rasmus Leander Nielsen mener også, at man med CAS kan højne niveauet af viden.

- Det kan samle nogle af de mest vidende forskere på området, som kan prioritere den arktiske forskning og sætte en ramme for, at forskning om Arktisk kommer op på et betydeligt højere niveau. Forsvaret er jo også et politisk organ, så det er tydeligt, at man fra ministerielt hold prioriterer området højere end før, siger han.

Arktis skal definere Arktis

Da samarbejdet blev indgået i oktober, udtalte Naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger (S), at det er glædeligt, at vi i Grønland nu får mulighed for at bidrage til udviklingen af viden om Arktis, i Arktis.

- Vi skal arbejde på, at det er os, der bor i Arktis, der definerer Arktis, og her mener jeg, at vidensudviklingen i Grønland er et godt udgangspunkt, sagde Ane Lone Bagger.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER