Forsvaret vil indføre cyberværnepligt

En ændret krigsførelse og vores øgede brug af digital kommunikation har ført til, at Forsvarsministeriet vil indføre cyberværnepligt som en forsøgsordning.

Det er planen, at 30 personer ad gangen skal være med i ordningen, som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) forventer vil træde i kraft fra det nye år.

- Vi har set, hvordan man har kunnet lamme infrastruktur, at russerne kunne lamme elforsyning, og vi har oplevet, at man har kunnet lamme gps-systemet, så navigation bliver svær.

- Det griber om sig hele tiden, og Forsvaret er under daglige angreb fra fremmede magter, der vil ind og spionere i vores systemer, siger han.

Det fjerde krigsdomæne

Traditionelt er der blevet snakket om tre former for krig: til lands, til vands og i luften. Efter at den vestlige forsvarsalliance Nato i 2016 anerkendte cyberområdet som det fjerde krigsdomæne, kræver det også dygtige militærfolk med kundskaber inden for it, mener ministeren.

Detaljerne om den nye form for værnepligt er endnu ikke helt på plads. Men ministeren forventer, at uddannelsen vil kræve fire måneders grundlæggende militærtræning samt otte måneders specialtræning inden for cybersikkerhed og it.

Selv om den militære overbygning endnu ikke er oprettet, forventer ministeren, at der vil være tilstrækkelig stor efterspørgsel til, at ingen vil kunne blive tvunget ud i en cyberværnepligt.

- Det her bliver til noget, og jeg er ret sikker på, at det her bliver til noget permanent, siger Claus Hjort Frederiksen.

Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er positive over for tiltaget.

Powered by Labrador CMS