drabssag

Forsvarer: - Helt oplagt at min kient skulle frifindes for drab

Tiltalte var slet ikke tilstede under drabet. Hans forsvarer mener, at han allerede burde være frifundet ved kredsretten

En drabssag i landsretten tog i dag en uventet drejning. Anklageren Tobias Berg bad pludselig selv om, at den anklagede 39-årige mand skulle frifindes.

- Det er den helt rigtige afgørelse, siger den 39-åriges forsvarer Finn Meinel til Sermitsiaq.AG.

Den 39-årige var ved Qaasuitsup kredsret blevet idømt syv års anbringelse i anstalt for at have medvirket til et drab på en 62-årig mand i Ilulissat.

Men ifølge hans egen forklaring, var han slet ikke tilstede da drabet skete. En 33-årige mand er dømt for at have udført selve drabet. Hans vidneforklaring var det eneste bevis mod den nu frifundne mand.

- Hans forklaring har skiftet under hele forløbet, og den fremstod også i dag utroværdig, siger Finn Meinel.

Det var efter denne forklaring, at anklageren ændrede sin påstand til frifindelse.

- Jeg er ked af, at kredsretten ikke var nået frem til den afgørelse. Jeg mener at det også på det tidspunkt var det som beviserne pegede på, siger forsvareren.

Den nu frifundne mand har forklaret, at de to var sammen til en fest tidligere på dagen. De skiltes dog inden den 33-årige vendte tilbage og begik drabet.

LÆS OGSÅ: Landsretssag: Drab og usømmelig omgang med lig

Powered by Labrador CMS