Forsøgte pirattaxa-kørsel med børn

Tirsdag havde politiet fat i føreren af en grå bil i Nuuk efter henvendelser fra bekymrede forældre.

(Arkivfoto)

Tirsdag skred politiet ind overfor, hvad der formodes at være et uigennemtænkt forsøg på at tjene lidt ekstra penge.

I løbet af dagen fik politiet flere henvendelser fra bekymrede forældre, der kunne berette, at en mand i en grå bil havde inviteret børn, der stod ved busstoppesteder, med i sin bil. Sagen nåede også de sociale medier, hvor forældre advarede mod en grå bil på Facebook.

Vagtchef Mads Lynge fortæller, at politiets undersøgelse af sagen konkluderer, at manden havde spurgt børnene, om de ville betale et mindre beløb for at blive kørt et sted hen.

Fik påtale

Politiet fik fat i den mandlige fører af bilen, som slap med en påtale:

- Han fik en påtale for forsøg på pirattaxari. Vurderingen er, at han ikke havde intention om at gøre børnene noget, men at han ikke havde tænkt sig særlig godt om, fortæller vagtchefen.

Vagtchefen siger desuden, at det er godt at forældrene er opmærksomme og henvender sig til politiet i den type sager.

Powered by Labrador CMS