Gå til hovedindhold

Forslag: Naalakkersuisut bør punge ud til grusvej til omkring 500 mio. kr.

Siumuts Anders Olsen har stillet forslag om, at Naalakkersuisut bør finansiere en vej mellem Sisimiut og Kangerlussuaq. Qeqqata Kommunia er blevet forbigået, når det handler om infrastrukturprojekter, lyder det fra politikeren.

Det skal være slut med at vente på, at Naalakkersuisut kommer med udspil i sagen om anlæggelse af en grusvej mellem Sisimiut og Kangerlussuaq. 

Det mener medlem af Inatsisartut Anders Olsen (S), der har stillet et forslag om, at Naalakkersuisut skal betale hele anlægssummen for projektet. 

Ifølge Anders Olsen har det rådgivende ingeniørfirma Verkis udarbejdet et omkostningsestimat på 541 mio. kr, og det er altså det beløb, som politikeren mener, der bør prioriteres til projektet.

Han mener, at Qeqqata Kommunia er blevet forbigået ved de senere års beslutninger om eksempelvis nye lufthavne og vandkraftværker:

Fra ATV-spor til grusvej

- Grønlands Selvstyres milliardinvesteringer i lufthavne, vandkraftværker og havne er ikke siden 2010 blevet prioriteret i Qeqqata Kommunia. Det er uklart, om der er opbakning fra Grønlands Selvstyre til regionens store udviklingsprojekt, vejen mellem Sisimiut og Kangerlussuaq, skriver politikeren i begrundelsen til sit forslag.

LÆS OGSÅ: Chefredaktøren anbefaler: Grusvej på vej

Qeqqata Kommunia er selv i gang med at anlægge et ATV-spor på strækningen, men drømmen er altså at få niveauet over i form af en grusvej. Kommunen og Naalakkersuisut har afsat i alt 10 millioner kroner til forarbejdet, og Anders Olsen mener, at der nu skal tages beslutning om betalingen.

Mener det vil kunne betale sig

Modellen bør være, at Naalakkersuisut betaler anlægsarbejdet, hvorefter kommunen tager over og betaler for drift og vedligehold. 

Han mener, projektet vil kunne betale sig, på grund af de muligheder, som grusvejen vil tilbyde turistoperatører:

- Den efterfølgende aktivitet fra det private erhvervsliv ved anlæggelse og drift af hoteller, lodges og andre turismeaktiviteter vil skabe indtægter til lands- og kommunekassen i form af skatteindtægter betydeligt højere end anlægsudgiften, mener Anders Olsen.

Forslaget skal behandles på forårssamlingen.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER