Forslag om 'folde-ud'-skøjtebane tages op
Nuuk bør have en skøjtebane, mener kommunalbestyrelsesmedlem i Kommuneqarfik Sermersooq Juaaka Lyberth (IA). Han foreslår drøftelse af muligheden for, at kommunen får en en ”modul opbyggelig folde ud” skøjtebane.

- Nuuk som arktisk hovedstad bør have en skøjtebane, der kan aktivere børn, unge og voksne på is, mens man venter på, der er sne nok til ski og snescooter aktiviteter i vinterhalvåret.
Sådan lyder en del af begrundelsen i et forslag fra kommunalbestyrelsesmedlem Juaaka Lyberth (IA).
Forslaget skal behandles på et møde i denne uge, og det går ud på, at kommunen skal igangsætte en forundersøgelse i 2023 med henblik på at udarbejde plan for modulopbyggede folde ud skøjtebaner i Nuuk.
- Forundersøgelsen kan trække på de erfaringer Sukuutserta v/Jesper Labansen har gjort sig de sidste par år i Nuuk, skriver Juaaka Lyberth.
Kan leveres for 65.000 kr.
Foreningen Sukuutserta har de senere år arbejdet med at lave skøjtebane på Annersuaq - Badesøen i Nuuk om vinteren. Jesper Labansen har tidligere udtalt til Sermitsiaq.AG, at han håbede, at kommunen på et tidspunkt vil støtte en bedre løsning.
I et oplæg til kommunen viser Jesper Labansen, at mange borgere har brugt skøjtebanen på Annersuaq, som Sukuutserta har passet og plejet.
I oplægget anslår Jesper Labansen, at en 'folde ud' skøjtebane vil koste omkring 65.000 kroner.
Kommunalbestyrelsen skal diskutere forslaget tirsdag.